Bjørneunger er begyndt at træne

Ti spillere har forladt Lolland-Falster Alliancen, siden forårets kampe sluttede. De mange afgange har fået klubben og cheftræner Jesper Tollefsen til at supplere truppen med en række nye navne fra ungdomsafdelingen og B.1921's Danmarksserietrup.

Truppen består nu af 13 spillere med divisionskampe på bagen samt 12 spillere uden divisionserfaring.

- Jeg synes, det er rigtigt af klubben at satse på egen avl i den nuværende situation, og det er også det rigtige på længere sigt. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at vi godt kan bruge en smule mere tyngde i truppen, sagde cheftræner Jesper Tollefsen efter sommerens første træningspas og uddybede:
- Jeg er ikke bange for at bringe unge spillere. Men der bør i mine øjne altid være en etableret spiller på banen for hver urutineret spiller, så de kan hjælpe og støtte hinanden.

Der kan gå et stykke tid, før træneren i givet fald får lov at vælge sine forstærkninger. Økonomien er som tidligere omtalt i Folketidende en anelse stram i Alliancen, og klubben har gentagne gange understreget, at man vil sætte tæring efter næring og skele meget til pengekassen.

Blandt de ti spillere, der har forladt Alliancen finder man ud over de velkendte afgange også reservemålmand Andreas Rothmar og venstre backen Zadda Conceicao.

De øvrige afgange er Lasse Holmgaard og Daniel Hartmann til Nexø, hvor førstnævnte skal være spillende træner. Nicklas Paulsen er taget til Svebølle, José Mineiro er rejst hjem til Brasilien og Joachim Bjerg er skiftet til Frem København, mens Andreas Bak, Karsten Jensen og Jesper Christjansen fortsat er på klubjagt.




Gennemsnitsalderen var meget lav, da Alliancen i lørdags vendte tilbage fra ferien.

Offentliggjort Sidst opdateret