BK Thor var ét point fra sejr i Bjørne Cup

Topstriden om at vinde den traditionelle Bjørnepokal kunne umuligt blive mere spændende end den udspillede sig lørdag eftermiddag i Nykøbing F. Hallen, hvor omkring 160 ungdomsbrydere fra fire nationer dystede ved den internationale Bjørne Cup i brydning.

Holdkampen var som spået på forhånd udelukkende at anliggende mellem værterne fra BK Thor og den stærke tyske klub RSV Hansa fra Frankfurt an der Oder, og da slutstillingen blev gjort op efter den sidste finale skilte kun et point duellanterne.

BK Thor scorede 40 point, men falstringerne måtte se sig slået med mindst mulig margin, idet den østtyske klubs 25 brydere blev noteret for 41 point.
Dermed måtte BK Thor - i øvrigt blot for anden gang i stævnets 15-årige historie - aflevere bjørnetrofæet til tyskerne, der vandt fem guldmedaljer.

BK Thor kom øverst på podiet fire gange og hentede derudover seks sølvmedaljer og én bronzemedalje til klubbens 24 brydere.
- Selv om vi måtte aflevere pokalen til Frankfurt, kan vi glæde os over en sportslig god dag med flere fine resultater, sagde formanden for BK Thor Morten Ahlfeldt Hansen.

VM-sølvvinderen Mark O. Madsen kastede glans over Bjørne Cup’en, hvor han tidligere har vundet mange guldmedaljer, med sit besøg, hvor hans autograf var en eftertragtet vare.

Se billeder fra stævnet og flere af weekendens øvrige lokale sportsbegivenheder her

Foto: Selvom det blev til adskillige medaljer, så måtte Ronni Volthers (blå trikot) og de øvrige Thor-brydere se sig henvist til andenpladsen i holdkonkurrencen ved Bjørne Cup i Nykøbing F. Hallen.

BK Thor vandt 11 medaljer ved brydestævnet i Nykøbing, men Bjørnepokalen havnede igen i Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret