Blå redningsaktion kan krones i dag

B.1921 er flyvende og favorit hjemme mod FB

Offentliggjort Sidst opdateret

Situationen syntes håbløst for B.1921 ved vinterpausen, hvor falstringerne lå sidst i Danmarksserien med blot fire point for 13 kampe og på dette tidspunkt 12 point op til en redningsplads.

Det blev senere udvidet til 13 point, idet B.1921 begyndte foråret med at tabe 0-5 til Lyngby. Men i eftermiddag - to måneder senere - står årstalsklubben med en unik chance for at redde kastanjerne ud af ilden.

En sejr over FB på Østre Allé gør det dog ikke alene, men hvis Frem samtidig mister point(s) i udekampen mod Skovlunde, der kandiderer kraftigt til oprykning, og Døllefjelde ikke taber til Herfølges ferieramte andethold, så kan jublen bryde ud efter et superforår, hvor B.1921 har hentet 23 point i de sidste 10 kampe - det er to mere en det suveræne tophold Helsingør.

- Der er stadig et par hvis’er involveret, men det ser da lovende ud, siger B.1921-træner Lars Dahlstrøm.

- Men det er vigtigt, at vi holder fokus på vores egen kamp, så vi i hvert fald klarer vores del af arbejdet og får tre point, så må vi se, om vi kan fejre redningen bagefter eller vi skal vente til sidste spillerunde, siger Dahlstrøm.