Blanc overtager fransk kaoshold

Laurent Blanc er nu officielt klar til at tage fat på genopbygningen af det skandaleramte franske fodboldlandshold.

Blanc, der de seneste sæsoner har været klubtræner i Bordeaux, skrev lørdag under på en kontrakt, der gør ham til landstræner i de kommende to år, og han fik også en option på at forlænge kontrakten med yderligere to år.

Som spiller blev Laurent Blanc verdensmester i 1998 og europamester to år senere, og han skal som landstræner forsøge at få landsholdet tilbage i vindersporet.

Men det bliver ikke en nem opgave. Frankrig røg ud af VM efter kun ét point i tre kampe og efter at have boykottet en træning.

/ritzau/

Laurent Blanc skrev lørdag under på en kontrakt, der gør ham til fransk landstræner de næste to år.

Offentliggjort Sidst opdateret