Blatter satser på at blive siddende på Fifa-tronen
Den afgående Fifa-præsident Sepp Blatter pønser måske på et kontroversielt comeback i organisationen næste år.
Sepp Blatters dage i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) behøver ikke være ovre 26. februar næste år, hvor schweizerens efterfølger efter planen skal vælges.
Ifølge en tidligere talsmand er 79-årige Blatter ikke sikker på, at der bliver valgt en ny præsident på den ekstraordinære kongres til februar, og hvis ikke de 205 medlemslande kan enes om en kandidat, er Blatter indstillet på at fortsætte som præsident.
Det har Blatter sagt på et internt møde i Fifa, hvis man skal tro hans tidligere talsmand Klaus Stöhlker.
- Han er præsident og ikke kandidat, men hvis ingen af dem, som stiller op, klarer at vinde valget, kan det tænkes, at han fortsætter. Han har sagt internt i Fifa, at han er indstillet på det, siger den tidligere talsmand.
Blatter er under efterforskning af schweiziske myndigheder for en tvivlsom udbetaling på to millioner schweizerfranc i 2011 til præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund, Michel Platini.
Desuden er Blatter mistænkt for i 2005 at have solgt tv-rettigheder til det caribiske fodboldforbund til en alt for lav pris.
Efter at Blatter blev genvalgt som præsident i Fifa for en femte periode i maj, gik der nogle få dage, før han meddelte, han ville trække sig i februar næste år.
Det skete i kølvandet på, at 14 medarbejdere i Fifa-systemet blev anholdt og anklaget for korruption og økonomiske uregelmæssigheder.
Men Blatter underskrev aldrig dokumenter, som fastslog, at han ville trække sig tilbage, og nu er der ifølge Stöhlker noget, som tyder på, at han er interesseret i at blive som præsident alligevel.
Fifa ønsker ikke at kommentere de udtalelser, som Stöhlker er kommet med.
- Det, som er klart, er, at Stöhlker ikke har nogen formel rolle som talsmand eller repræsentant for Blatter i rollen som Fifa-præsident. Derfor kan jeg ikke kommentere det, siger en Fifa-talsmand.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker