Bleibach tabte skarpt opløb om EM-plads

Foto: Kasper Bleibach

Medaljeregn over Maribo Kajakklub ved Bagsværd Regattaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kasper Bleibach, Maribo Kajakklub, tabte for tredje gang i dette forår duellen i 200 meter enerkajak mod det unge fremadstormende talent Jimmy Bøjesen, Struer, ved weekendens Bagsværd Regatta i hovedstaden.

Og det betyder med alt overvejende sandsynlighed, at Kasper Bleibach ikke bliver udtaget til EM i Beograd om 14 dage på sprinterdistancen, som er OL-disciplin næste år i London.

Finalen blev et uhyre skarpt opgør, som Casper Nielsen, Gladsaxe, vandt i tiden 34,050 sekunder - bare 6/1000 sekund for Jimmy Bøjesen, mens Kasper Bleibach - hårdt presset af Lasse Nielsen, Gladsaxe - tog tredjepladsen 35/1000 sekund efter den unge vestjyde.

Kasper Bleibach kan dog endnu nå at indløse EM-billet, idet han sad i den vindende firerkajak på 1000 meter i Bagsværd - sammen med René Poulsen, Maribo, Emil Stær, Silkeborg, og Kim Wraae, Amager.

Kasper Bleibach var også med til at vinde stafetten over 4 x 200 meter - med Casper og Lasse Nielsen, Gladsaxe, samt Martin Ljungberg, Maribo. Men denne disciplin er ikke på programmet ved EM - men senere på året ved VM.

- Det afgøres først senere på ugen, hvordan bådede præcist skal sammensættes til EM og VM, fortæller sportschef i Maribo Kajakklub, Finn Larsen.

Han noterede mange fine resultater for Maribos 18 deltagere.

René Poulsen var ikke uventet suveræn på 1000 meter enerkajak, og den dobbelte World Cup-vinder vandt også 500 meter foran Kasper Bleibach.

Claus Kreiberg og Orion Pilo blev nummer to i både 200 og 500 meter toerkajak. Sidstnævnte kan blive udtaget til EM for U/23 sammen med Niels Boe og Andreas S. Henriksen.

Emma Jørgensen var urørlig i U/16-klassen med otte sejre i otte løb bl.a. sammen med Emilie Petersen, Rikke Jørgensen og Natasja Justesen, Maribo.

Den lollandske pige-kvartet er sammen med klubkammeraten Mikkel Hansen - der vandt to løb - sikre kort til NM i Jönköping i august.

Stas Magdych og Mikkel Ibsen vandt tre løb i U/14-klassen ligesom Rasmus Alsbæk i U/12-klassen.