Bleibach vil op på podiet

Foto: DRESLING JENS

Kasper Bleibach klar til A-finalen i 500 meter enerkajak.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kasper Bleibach, Maribo Kajakklub, fulgte i sin klubkammerat René Poulsens kølvand og kvalificerede sig fredag eftermiddag til A-finalen i 500 meter enerkajak ved VM på kortbane i den polske by Poznan.

René Poulsen vandt sin semifinale i 1000 meter enerkajak torsdag, og Kasper Bleibach var uhyre tæt på at gentage bedriften på den halve distance - efter en fjerdeplads i det indledende heat. Men Bleibach måtte dog se sig slået af Max Hoff, Tyskland, der vandt med en usynlig margin - eller 0,016 sekund på uret.

To både i hver af de fire semifinaler kvalificerede sig til A-finalen, og Maribo-kajakken var ikke for alvor truet, idet tjekken Jan Sterba på tredjepladsen var næsten et sekund bagefter. Bleibach førte fra start, og blev først indhentet på de allersidste meter af den stærke tysker.

- Jeg kan godt li’ at komme hurtigt ud af startblokken, men jeg bliver nødt til at ændre taktik til finalen, så jeg har noget mere at skyde med i slutspurten, siger Kasper Bleibach.

Hele verdenseliten skaffede sig adgang til finalen, hvor Kasper Bleibach ser de hårdeste konkurrenter i Anders Gustafsson, Sverige, Ken Wallace, Australien, og Adam van Koe-verden, hvor ikke mindst sidstnævnte nok er sulten, idet ham missede finalen på 1000 meter.

- Jeg er meget fascineret af 500 meter’en, og hvis jeg kunne vælge, foretrækker jeg en podieplads på denne distance, siger Kasper Bleibach.

- Og det uanset at 500 meter ikke længere er en OL-disciplin. Jeg vil gerne kvalificere mig til OL i London på 200 meter, men jeg venter med fokus på denne distance til næste år, siger Bleibach.

Han stiller dog også op på sprinterdistancen ved VM i år, hvor det lørdag eftermiddag handler om både indledende heat og semifinale.

Finalen i 500 meter enerkajak afvikles søndag kl. 10:20, mens finalen i 200 meter enerkajak blot falder knap to og en halv time senere!

Derudover skal Kasper Bleibach også senere søndag eftermiddag ro stafet i den danske 4 x 200 meter konstellation med brødrene Lasse og Casper Nielsen, Gladsaxe, samt Jimmi Bøjesen, Struer.

Eurosport transmitterer direkte fra finalerne både lørdag og søndag.