Blichfeldt knuser østriger i første kamp ved European Games
Mia Blichfeldt snuppede en sejr i sin første kamp. (Arkivfoto). Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix
Alt andet end sejr havde været en skuffelse, men Mia Blichfeldt levede op til den kæmpe favoritværdighed.
Det går helt efter planen for de danske badmintonspillere ved European Games i Polen.
Mandag eftermiddag sikrede Danmarks bedste kvindelige singlespiller, Mia Blichfeldt, sig en klar sejr i sin første kamp.
På overbevisende manér pillede hun pynten af østrigske Katrin Neudolt og vandt med 21-13, 21-11.
Alt andet end sejr havde da også været en mindre katastrofe.
Katrin Neudolt er langt fra verdenseliten, hvor Mia Blichfeldt til daglig boltrer sig. Østrigeren er placeret som nummer 238 på verdensranglisten, hvor Blichfeldt er oppe som nummer 16 i øjeblikket.
- Jeg kunne godt mærke, at der var nogle nerver, der lige skulle rystes af. Det er et stort mesterskab, hvor man repræsenterer sit land og ikke bare sig selv, siger Mia Blichfeldt.
- Det er megafedt at være i gang. Jeg har været rastløs og følt mig som en løve i et bur, så det var rart at komme ind og klaske til bolden, siger hun.
European Games indledes med et gruppespil med fire spillere i hver gruppe, hvorfra de to bedste går videre til knockoutfasen.
Mia Blichfeldts kommende modstandere er verdens nummer 138, slovenske Petra Polanc, og verdens nummer 213, Kim Schmidt fra Luxembourg.
Tidligere mandag vandt både Viktor Axelsen og Anders Antonsen, ligesom mixeddoublen med Alexandra Bøje og Mathias Christensen kom planmæssigt fra land.
Mandag aften lykkedes det også Line Kjærsfeldt at vinde sin singlekamp, mens damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen og herredoublen med Anders Skaarup og Kim Astrup trak sig sejrrigt ud af deres kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned