Blotter i Rosenborg-kamp fortryder intet

Den 19-årige blotter, som optrådte i bedste norske tv-sendetid, før Rosenborgs opgør mod Leverkusen i Trondhjem for to uger siden, har fået dobbelt bødesats, 10.000 norske kroner, for at ramme meget bredt med sit bizarre optrin.

Nordmanden smed alle sine bukser i 16 graders frost, da norsk tv lavede optakt til kampen, og han fortryder intet.

- Jeg er på bistand, så de penge går direkte tilbage i statskassen. Staten giver, og staten tager, siger den 19-årige til Adresseavisen.

- Dette var alle pengene værd. Man kan bare se filmen igen og igen, hvis man vil forstå hvorfor, siger nordmanden, som truer med at gøre det igen.

Normalt får blottere 5000 kroner i bøde, men politiet i Trondhjem takserede den 19-åriges opvisning til det dobbelte på grund af omstændighederne.

- Blotteren trådte frem på direkte tv, og derfor ramte det vældig mange. Det blev sendt tidligt, og måske har det også ramt børn. Almenpræventive hensyn er årsagen til bødens størrelse, siger politikadvokat Heidi Melø fra politiet i Trondhjem.

Blotteren sprang frem på skærmen hos de norske tv-seere, da stadionchefen på Lerkendal stadion, Jon Anders Øien, var i færd med at fortælle om den sneklædte banes ringe beskaffenhed.

Rosenborg er færdig i Europa League, og nordmændene har intet at spille for i aftenens opgør mod den græske klub Aris.

/ritzau/

Den 19-årige blotter, som optrådte live før Rosenborgs seneste EL-kamp, får dobbelt bøde for sin forseelse.

Offentliggjort Sidst opdateret