Bo Henriksen trods nederlag: Avancement er fortjent

Cheftræner Bo Henriksen kalder det fortjent, at FC Midtjylland gik videre til pokalsemifinalen trods et nederlag til Brøndby IF søndag aften. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Bo Henriksen mener, at det var fortjent, at FCM gik videre i pokalen på trods af nederlag til Brøndby søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag gik FC Midtjylland med hiv og sving videre i Sydbank Pokalen, da holdet tabte 1-2 til Brøndby IF.

Midtjyderne havde vundet det første opgør på Brøndby Stadion med 2-0 og gik derfor samlet videre til semifinalen med 3-2.

I søndagens kamp var det retfærdigt, at Brøndby vandt, men FCM-cheftræner Bo Henriksen mener alligevel, at midtjyderne fortjente den samlede sejr.

- Det var fortjent, at vi gik videre. Vi slog fast over de to kampe, at vi er det bedste hold, og det er det vigtigste.

- De var langtfra lige så dominerende, som vi var i det første opgør. De skabte heller ikke voldsomt mange chancer.

- Det blev hverken en prangende fodboldkamp for os eller Brøndby, siger Bo Henriksen.

FC Midtjylland er videre i pokalturneringen sammen med Vejle Boldklub, Sønderjyske og OB, og midtjyderne må derfor ses som den største favorit til at løfte pokalen til foråret.

Bo Henriksen vil dog også gøre alt for, at det er hans mandskab, der trækker det længste strå.

- Der er fire hold tilbage i turneringen, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at det er os, der vinder.

- Vi skal tage semifinalen seriøst. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at stå i Brøndby til pokalfinalen. Vores ambition er at vinde turneringen, siger cheftræneren.

Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, var efter kampen skuffet, selv om hans hold vandt.

- Vi røg ud, fordi vi spillede en dårlig kamp i det første opgør. Vi måtte ikke tabe 0-2 på hjemmebane, og det gjorde det svært for os.

- Jeg har en gang til OL i en gruppekamp prøvet at tabe 0-4 til Brasilien, og så stod vi alligevel og jublede i omklædningsrummet, fordi vi var gået videre. Denne gang var det omvendt.

- Jeg synes, at vi var det bedste hold i dag, selv om vi ikke kan bruge sejren til noget. Vi tog igen til Herning og slog Superligaens førerhold, og det viser, hvor meget kvalitet, vi har, siger Niels Frederiksen.

I denne sæsons pokalturnering skal finalen spilles på Brøndby Stadion, og det var derfor også skuffende for Niels Frederiksen at miste den mulighed.

- Det har været en ekstra motivation, at vi kunne vinde pokalturneringen på hjemmebane. Vi vil dog altid gerne i en pokalfinale, lige meget hvor den spilles, siger han.