Bo Spellerberg: Vi var bedst fra baghjul

Men det var faktisk med til at løfte hele holdet at gå fra en rolle som favorit til underdog, mener playmaker Bo Spellerberg.

- Spanien var først favoritter i semifinalen, og så var det Serbien på hjemmebane i finalen. Her ved EM kom vi mere fra baghjul, men det var lige pludselig bedre at være underdog.

- Det blev først rigtig godt, da vi kom sådan lidt bagefter, forklarer Bo Spellerberg.

Han var selv med til at vinde EM-guld i 2008 i Norge, og det var en meget anderledes fornemmelse dengang.

- Det her kommer meget mere bag på os. Her var vi næsten ude. Ved EM i 2008 var vi lige på nær semifinalen mod Tyskland hele tiden det stærkeste hold, husker Bo Spellerberg.

Med EM-triumfen i Serbien er den direkte kvalifikation til sommerens OL i London også hjemme, og igen bliver medaljer et tema.

- Det er nemt at stå her og sige: Selvfølgelig kan vi vinde guld. Men vi kan også godt dumme os og slet ikke vinde noget som helst.

- Alle hold bliver lidt bedre til OL, for der kommer en forberedelsesfase. Ved EM kommer folk lige fra klubberne, siger Bo Spellerberg.

Ambitionen til OL skal være høje, men KIF Kolding-profilen minder også om fiaskoen ved OL i Beijing i 2008, hvor holdet blev nummer syv.

- Jeg vil sige, vi skal gå efter en OL-medalje. Andet kan vi ikke stå og sige, når vi har vundet EM. Men alle hold bliver bedre, og hvis vi ikke er i den rigtige mentale tilstand, så taber vi nogle kampe.

- Og så kan det lige som sidst blive en kæmpe skuffelse. Det var det sidste gang, så derfor går vi ikke ud og siger, at nu vinder vi det hele, fastslår Spellerberg.

/ritzau/

Foto: Franck Fife /Scanpix

Inden EM i Serbien gik de danske håndboldherrer efter guldet. Det fik de også, men undervejs lignede det et hurtigt exit og en sekundær placering.

Offentliggjort Sidst opdateret