Bo Svensson tør ikke begrave Bayern

Bayern München ender sæsonen som tysk fodboldmester, selvom holdet lørdag på hjemmebane skulle tabe til førerholdet fra Mainz 05, der med en sejr ellers vil være hele 10 point foran mægtige München-holdet.

Det mener Mainz-forsvarsspilleren Bo Svensson.

- At se dette som en mulighed for at være med i mesterskabskampen skal vi ikke lade os forblænde af. Det er meget tidligt på sæsonen, og personligt tror jeg, at Bayern ender med at blive tysk mester uanset resultat mod os, forklarer den tidligere FC København-spiller.

- Selvom vi kommer 10 point foran Bayern, så tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at Bayern slutter sæsonen foran os. Man være jubeloptimist for at tro, at vi ender foran dem, siger Bo Svensson.

Mainz, der også har den tidligere Brøndby-angriber Morten "Duncan" Rasmussen i truppen, har fået en perfekt sæsonåbning med fem sejre i fem kampe.

/ritzau/

Med en sejr i München kan Mainz komme hele 10 point foran Bayern i Bundesligaen. Men Mainz' Bo Svensson tipper Bayern som mester uanset udfaldet af opgøret.

Offentliggjort Sidst opdateret