Bøde og brandalarm rammer Sverige ved VM i fodbold
Sverige har blandt andet på grund af stærk defensiv spillet sig frem til VM-kvartfinalen. Foto: David Gray/Reuters
David Gray/Reuters
Optakten til lørdagens VM-kvartfinale mod England ved slutrunden i Rusland kunne have været bedre for Sverige.
Det svenske fodboldlandshold fik lørdag en lidt anderledes start på dagen, hvor de skal spille kvartfinale mod England ved VM i Rusland.
På spillernes hotel i Samara gik brandalarmen pludselig i gang før klokken 09 russisk tid. Det skriver Fotbollskanalen.
Spillerne blev vækket af sikkerhedsmæssige årsager. Men det viste sig at være falsk alarm.
- Alle spillerne har det godt, siger landsholdets pressechef, Staffan Stiernholm, ifølge mediet.
Han tilføjer, at der ikke var panik i spillertruppen. Og at alt foregik uden problemer.
Foruden brandalarmen er Det Svenske Fodboldforbund blevet udstyret med en bøde på 70.000 schweiziske franc - svarende til cirka 450.000 kroner - af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det skyldes svenskernes påklædning, som ifølge Fifa ikke overholder reglerne.
Sveriges fodboldforbund bekræfter, at Fifa har henvendt sig angående svenskernes tøj. Helt specifikt angående spillernes strømper.
Det Svenske Fodboldforbund har til nyhedsbureauet Reuters oplyst, at sagen er givet videre til forbundets advokat.
Kvartfinalen mellem Sverige og England begynder klokken 16 dansk tid.
Sverige kommer ind til kampen med selvtillid. Svenskerne vandt deres indledende gruppe og sendte Schweiz ud i ottendedelsfinalen.
Det er blevet til tre sejre i fire kampe. Kun en overtidsscoring gjorde, at Sverige i gruppespillet tabte til Tyskland. I de tre sejre er der ikke scoret mod svenskerne.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet