Bødker efter Tjekkiet-sejr: Stort at være med til
Det danske ishockeylandshold kan vinge endnu en modstander af på listen over skalpe i VM-sammenhæng, efter at Danmark lørdag besejrede Tjekkiet 4-3 efter straffeslag ved VM i Minsk.
Det er Danmarks første sejr nogensinde over ishockeystormagten.
I en dramatisk kamp var det NHL-profilen Mikkel Bødker, der formelt blev matchvinder ved at sørge for den eneste scoring i straffekonkurrencen.
- Det er stort at slå Tjekkiet. Det er en ære at være med til. Det er stort for hele ishockey-Danmark, og det er jo derfor, vi spiller, siger Mikkel Bødker.
Efter en skidt start kom der mere fart i de danske skøjter end hidtil i turneringen, og Bødker selv fik rigtig mange minutter på isen.
- Det var dejligt at spille meget. Som hold fandt vi noget speed og puckkontrol, som vi ikke har haft før. Det sved lidt, at vi kom bagud 0-2 efter to powerplay, men vi holdt hovedet højt, siger Bødker.
Den hurtige målskytte fra Phoenix bragte Danmark på sejrskurs, da han fintede den tjekkiske målmand til siden og scorede på det første danske forsøg i straffekonkurrencen.
- Han stod meget ude i min højreside, og efter at jeg havde fintet ham, gled han langt over i siden, og så var det bare at trække den ind med baghånden, forklarer Bødker.
Med sejren er Danmark oppe på fem point ved VM. Der resterer to puljekampe mod Frankrig og Slovakiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub