Bodø/Glimt genvinder norsk mesterskab med sikker sejr
Bodø/Glimt har nu vundet det norske fodboldmesterskab to år i træk. (Arkivfoto) Foto: Oleg Kozin/Ritzau Scanpix
Oleg Kozin/Ritzau Scanpix
Med en sejr i sidste spillerunde kan Bodø/Glimt for andet i år træk kalde sig norsk mester i fodbold.
For andet år i træk kan Bodø/Glimt lade sig hylde som norsk mester i fodbold.
Med en 3-0-sejr på udebane søndag over Mjøndalen IF blev førstepladsen i Eliteserien sikret med 63 point i 30 kampe.
Inden kampen var Bodø/Glimt tre point foran Molde FK og havde dermed skæbnen i egen hånd. Ved pointlighed skulle målscore afgøre mesterskabet, og her var Bodø/Glimt to mål bedre end rivalerne inden sidste spillerunde.
Men lommeregneren kunne blive i lommen, da Bodø/Glimt med to mål i de første fire minutter tog et stort skridt mod mesterskabet.
Det første mål kom efter en gigantisk brøler i Mjøndalens forsvar. Et forholdsvis ufarligt indlæg mod fjerneste stolpe blev af en forsvarspiller spillet direkte ind i fødderne på Bodø/Glimt-topscorer Erik Botheim, der alene med målmanden sparkede bolden sikkert ind.
Under to minutter efter i en kontra blev kantspiller Amahl Pellegrino spillet helt fri med en stikning fra Hugo Vetlesen. Pellegrino trak forbi målmanden og lagde bolden i mål til 2-0.
Sejren og mesterskabet blev cementeret med godt ti minutter igen, da indskiftede Frederik Bjørkan scorede efter et hjørnespark.
Ud over det norske mesterskab kan Bodø/Glimt også se tilbage på et efterår med stor succes i Europa. Klubben gik videre fra sin Conference League-gruppe efter tre sejre og tre uafgjort. Det blev blandt andet til en 6-1-sejr hjemme over AS Roma efterfulgt af en udekamp i Rom, der endte 2-2.
Med Bodø/Glimts sejr søndag var det uden betydning, at Molde vandt 2-1 over Haugesund. Klubben må nøjes med sølvmedaljer for andet i år træk, mens Viking Stavanger tog bronzen.
Mjøndalen var rækkens bundhold inden sidste runde. Og med nederlaget skal klubben nu en tur ned i Norges næstbedste række.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker