Boe og Mogensen overkommer problemer i Hongkong
Mathias Boe og Carsten Mogensen (til venstre) vandt deres første kamp i Hongkong efter et stort drama. Foto: AP/Kin Cheung
AP/Kin Cheung
Det lignede et overraskende dansk nederlag i første runde, men Mathias Boe og Carsten Mogensen gik videre.
Badmintonspillerne Mathias Boe og Carsten Mogensen var helt ude i tovene i første runde af Super Series-turneringen Hong Kong Open.
Den tredjeseedede danske herredouble endte dog med at vinde 22-20, 16-21, 21-19 over Chen Hung Ling og Wang Chi-Lin fra Taiwan, der er nummer 17 i verden.
Tidligere havde danskerne vundet de foregående fire indbyrdes opgør. Men onsdag var det generelt en kamp, der bølgede frem og tilbage, og som hele tiden lå på vippen.
I første sæt var Boe og Mogensen ved at sætte en sikker føring over styr. Danskerne var foran med både 8-2, 12-7 og 16-12, men kom pludselig bagud med 17-19.
Taiwanerne havde sågar sætbold ved 20-19, men den afværgede danskerne og snuppede tre point i træk og dermed sættet.
I andet sæt lagde Boe og Mogensen igen bedst ud og kom foran 6-3, men igen leverede parret fra Taiwan stærk modstand og susede afsted og udlignede til 1-1 i sæt.
Dermed skulle det hele afgøres i tredje sæt, som blev et sandt drama med skiftende føringer.
Parterne fulgtes ad til 4-4, men Boe og Mogensen trak fra til en solid 8-4-føring. Der opstod dog hurtigt kontakt igen ved 10-10.
Og det begyndte at ligne et dansk nederlag, da taiwanerne kom foran både 13-10, 15-11 og 17-14.
Men Boe og Mogensen kæmpede heroisk for sagen og fik udlignet til 17-17. Og danskerne tilspillede sig også den første matchbold i kampen ved 20-19.
Og den blev udnyttet til dansk favoritsejr og avancement til anden runde.
En anden dansk herredouble var også ude i en gyser mod Ong Yew Sin og Teo Ee Yi fra Malaysia.
Femteseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding tabte dog kampen i første runde med 19-21, 24-22, 18-21 og er dermed færdige i Hongkong.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker