Boe og Mogensen viser verdensklassen

Mathias Boe og Carsten Mogensen var overlegne i deres finale ved Denmark Open, hvor de olympiske mestre Markis Kido og Hendra Setiawans fra Indonesien blev banket ud af banen.

Med en sejr på 21-13, 21-12 sikrede herredoublen, der var topseedet i turneringen, sig sin første Denmark Open-titel.

- Vi har stået i mange Super Serie-finaler, men har stort set tabt hver gang, så det er utrolig dejligt endelig at vinde, siger Carsten Mogensen.

Makkeren Mathias Boe var tæt på at melde afbud til den danske Super Serie-turnering, da han har døjet med en skadet hofte, men det har ligefrem styrket parrets spil, at forventningspresset var en anelse mindre, siger Mathias Boe.

- Det gjorde nok, at presset og ansvaret blev lagt mere over på Nullers (Carstens Mogensen, red.) skuldre, og han spillede jo fantastisk, siger Mathias Boe.

Danskerne skulle først og fremmest koncentrere sig om at være skarpe i servesituationen og duellernes første fire-fem bolde, da dette er kendt for at være Markis Kido og Hendra Setiawans stærkeste våben.

Og det lignede nærmest, at det var noget af det letteste, som Mathias Boe og Carsten Mogensen havde prøvet længe.

Et storspillende dansk par tog hurtigt styringen i kampen og bragte sig i front 14-10, og indoneserne kunne overhovedet ikke hamle op med danskernes hurtighed ved nettet og meget lave fejlprocent.

Første sæt blev en stor nedtur for det indonesiske par, der ligger nummer fem på verdensranglisten, og danskerne vandt sikkert 21-13.

Andet sæt begyndte uheldigt for det danske par, der blev generet af en række diskussioner med dommeren om indonesernes server, og indoneserne bragte sig foran 9-4. Men Mathias Boe og Carsten Mogensen, der lyste af selvtillid, lod sig ikke slå ud og fandt tilbage til spillet fra første sæt.

Danskerne tog 10 point i streg ved stillingen 10-6 og bragte sig foran 16-10. Og da sejren på 21-12 kom i hus, lagde de to glade danskere sig ned på banen for at fejre deres første Denmark Open-triumf.

Mixeddoublen med Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl og 22-årig Jan Ø. Jørgensen kan ligeledes kalde sig Denmark Open-mestre 2010. Det er ni år siden, at Danmark senest har vundet tre Denmark Open-titler samme år

/ritzau/

Dansk herredouble bankede indonesisk toppar ud af banen og sikrede sig sin første Denmark Open-titel.

Offentliggjort Sidst opdateret