Ajax Amsterdam med Nicolai Boilesen og Christian Eriksen i truppen fik fredag den værst tænkelige lodtrækning til næste års 1/16-finaler i Europa League, da hollænderne blev parret med Manchester United.
Men Boilesen glæder sig til opgaven.
- Jeg synes, at det er super fedt. Da vi fandt ud af, at vi ikke var seedede, vidste vi godt, at vi ville møde et rigtig stærkt hold.
- Så syntes jeg ligeså godt, at vi kunne møde det allerbedste hold og måle os med dem, siger Nicolai Boilesen til onside.dk.
Ajax blev sammen med Manchester United sendt ud af Champions Leagues gruppespil i sidste spillerunde. Men som treere i hver deres gruppe er holdene med i Europa League, og mødet med United er en lille trøstepræmie for Ajax, vurderer Boilesen.
- Vi kunne godt have fået en lettere modstander.
- Vi var utrolig skuffede over at ryge ud af Champions League, for vi føler, at vi havde fortjent at komme videre.
- Sådan blev det ikke, men nu får vi en kamp mod Manchester United, og det synes jeg er helt perfekt, siger han.
- Et ekstra plus er, at ud over Ajax, så er Manchester United mit favorithold, og det helt fantastiske er, at den første kamp på hjemmebane er på min fødselsdag, fortæller venstrebacken.
Hos Manchester United er målmand Anders Lindegaard på lønningslisten. Men hvis danskeren håber på at gå videre, skal han tro om, mener Christian Eriksen, der på sin Twitterprofil skriver:
- Manchester United! Ked af det, Anders. Men du er færdig.
Første kamp spilles 16. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde