Boilesen om rødt kort: Jeg giver dommeren muligheden
Nicolai Boilesen fik direkte rødt, da FC København mødte AaB. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
FC Københavns Nicolai Boilesens røde kort mod AaB var ifølge ham selv delvist hans egen skyld.
Præcis tre måneder efter sit seneste direkte røde kort modtog FC Københavns Nicolai Boilesen søndag endnu et i københavnernes sæsonpremiere mod AaB.
Forsvarsspilleren gik for hårdt ind i en tackling på AaB-stopperen Mathias Ross og blev sendt tidligt i omklædningsrummet.
Dermed kan han nu se frem til minimum to karantænedage, og det er Boilesen naturligvis træt af, selv om resultatet forblev ved 2-2, efter han måtte gå i bad i det 73. minut.
Han føler ikke, at tacklingen var så slem, som den så ud, men erkender, at det røde kort kunne dømmes.
- Jeg gav dommeren muligheden ved at komme med knopperne først. Min intention var dog ikke på nogen måde at skade ham, da jeg bare gerne ville nå først på bolden.
- Jeg følte heller ikke, at jeg strakte benet så meget, og det var ikke for at tackle hårdt. Han (Mathias Ross, red.) gjorde det også godt i forhold til at føre benet igennem, så det så voldsommere ud, siger den 29-årige landsholdspiller.
Udeholdets Ross, som var offer for den voldsomme tackling, er dog ikke et sekund i tvivl om, at det røde kort var helt korrekt.
- På forhånd kunne man se, at det ville blive en hård duel. Jeg sparkede igennem for at komme først på bolden, og han ramte mig så med knopperne på skinnebenet, og derfor synes jeg, at det røde kort var på sin plads.
- Jeg mærkede det meget godt, så jeg er sikker, at det var godt, at jeg havde benskinner på, siger han.
Den bare 20-årige nordjyde er dog sikker på, at Boilesen ikke mente noget ondt med det.
- Det er bare, hvad der sker. Vi spiller fodbold, og sådan noget vil altid ske, slår Ross fast.
Boilesen fik ved sit seneste røde kort tre karantænedage, og det ærgrer den venstrebenede forsvarsspiller, at han nu skal sidde ude igen i minimum to kampe.
- Det er vildt frustrerende, for jeg har haft en helt vild energi og gejst til, at vi skulle starte godt, komme i gang med det her projekt og det er dejligt at spille, når der er fans igen, siger Boilesen.
FCK skal altså som minimum finde en erstatning i forsvaret til de to kommende kampe mod Silkeborg og OB i Superligaen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker