Boksebrødre har presset OL-drømme ind i nyt professionelt liv i USA
- En OL-guldmedalje vil betyde mere end nogen titel i det professionelle game, siger Nikolai Terteryan, der fik smag for oplevelsen i Paris sidste år. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nikolai og Sebastian Terteryan står på tærsklen til karrierer som professionelle, men OL-ambitionerne er intakte, og bokseunion er på ingen måde afvisende.
Ritzau RitzauMikael Blond Jensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De danske boksebrødre Nikolai og Sebastian Terteryan drømmer om deltagelse i OL i Los Angeles i 2028.
Tvillingerne fra Uldum tager i januar til Las Vegas for at tage hul på en tilværelse som professionelle. Og modsat tidligere udelukker det ikke deltagelse ved OL.
Fra 2016 i Rio blev der åbnet for, at professionelle kan deltage i de olympiske lege, og den mulighed har været et afgørende punkt for de 23-årige Terteryan-brødre.
De har lavet en aftale om at træne hos Top Rank Boxing i Las Vegas, og med den er drømmen om OL-medaljer i live.
- Vi pressede på for, at der skulle være en mulighed for at bokse OL. Det var de ikke super glade for, men vi skulle have den mulighed, så det er i kontrakten, siger Nikolai Terteryan.
Annonce
Han fik opfyldt sin drøm om OL-deltagelse i Paris sidste år. Her tabte han sin kvartfinale til den senere guldvinder, og det vil han revanchere i Los Angeles.
- En OL-guldmedalje vil betyde mere end nogen titel i det professionelle game. Den giver en slags gudestatus. Kun de allerbedste er med og kan vinde. Det kan ikke købes for penge, siger Nikolai Terteryan.
Sebastian Terteryan (t.v.) og Nikolai Terteryan (t.h.) tager i januar til Las Vegas for at tage hul på livet som professionelle. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Danmark havde kun mulighed for at få én OL-plads i tvillingernes fortrukne vægtklasse, 71-kiloklassen.
Det blev afgjort, at Nikolai skulle jagte den mulighed, mens Sebastian tabte godt ti kilo og forsøgte at komme til Paris i en lavere vægtklasse. Det lykkedes ikke, og han gav det i stedet en chance mere i 80-kiloklassen.
Her blev han både dansk og nordisk mester, men OL-kvalifikationen kiksede, og han måtte se til fra tilskuerpladserne i Paris.
Derfor er han også ekstra opsat på at komme med til Los Angeles.
- Lige nu er planen at skifte tilbage til amatør et eller to år før OL. Det er i USA næste gang, og især jeg har selvfølgelig ekstrem meget lyst til være med, siger Sebastian Terteryan.
Med skiftet til professionel boksning og den fremtidige base i USA kommer Terteryan-brødrene i første omgang ikke til at stå til rådighed for det danske bokselandshold eller deltage i mesterskaber under Danmarks Bokse-Union (Dabu).
De er dog indstillede på at skulle bokse de kampe og stævner, som kræves for at leve op til Dabu, DIF og Team Danmarks retningslinjer for et OL-forløb.
Sebastian og Nikolai Terteryan (med skæg) træner hos Leon Holbæk i Kolding. Tvillingebrødrene flytter deres boksekarrierer til Las Vegas i USA. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
- Vi vil gerne bokse alt, der giver mening for et OL-program. Det ved Dabu også godt. Så bolden er på deres side, og de må afgøre, om de kan gå med til det, siger Sebastian.
Annonce
I Dabu er formand Lars Brovil ærgerlig over at sige farvel til de talentfulde brødre som landsholdsboksere.
- Som udgangspunkt ønsker vi det bedste for dem. Hvis de ønsker at prøve sig af i det professionelle miljø, skal de gøre det. Vi krydser fingre for, at det går dem godt.
- Når det er sagt, vil de i Danmark, Norden og Europa være på den øverste hylde og en del af den øverste topelite. I Las Vegas bliver de to blandt mange i et helt nyt game og miljø.
- Vi har før set danskere, der ikke har haft heldet med sig derovre. Vi er bekymrede for, det også sker for dem, men vi håber som sagt det bedste, siger Lars Brovil.
Der er en række formelle krav som eksempelvis medlemskab af en dansk klub, hvis brødrene skal være OL-aktuelle i 2028. Det er umiddelbart knaster, der er til at løse, fastslår Brovil.
Men Terteryan-brødrene efterspørger ydermere bedre betingelser.
Sebastian og Nikolai Terteryan (med skæg) træner hos Leon Holbæk i Kolding. I januar flytter tvillingebrødrene deres boksekarrierer til Las Vegas i USA.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
- Dabu gør deres bedste med de midler, de har. Men det er ikke nok for os med en træningslejr, der består af en forlænget weekend i København.
- Vi skal hen, hvor de andre er, og det er i udlandet. Når modstanderne træner med de bedste modstandere, og man ikke selv gør, er man allerede bagud, siger Nikolai Terteryan.
Det vil Dabu gerne kunne tilbyde, men flere midler kræver også tilstedeværelse og deltagelse, understreger Brovil.
- De er nogle fantastisk søde unge mennesker, og de skal være deres egen lykkes smed. Rammerne er, som de er i en foreningssport bygget på frivillighed, og det er svært at gøre anderledes.
Annonce
- Vi kan måske godt finde nogle sponsorer eller andre støttekroner. Men det kræver så, at bokserne står til rådighed. For dem, der spytter midler i, vil gerne have noget tilbage i en eller anden form.
/ritzau/
Boksning og OL
Nikolai og Sebastian Terteryan drømmer om OL i Los Angeles, men sporten er aktuelt slet ikke på programmet. Herunder følger et overblik.
* Boksning har været på OL-programmet uafbrudt siden 1904 - undtagen i 1912, da boksning var forbudt i værtslandet Sverige.
* Det Internationale Bokseforbund (IBA) blev i 2019 suspenderet af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og frataget retten til at arrangere OL-turneringen i boksning efter en årelang strid.
* Konkurrencerne i Tokyo i 2021 og i Paris i 2024 blevet arrangeret af til anledningerne oprettede komitéer.
* Aktuelt er boksning ikke på programmet i Los Angeles i 2028, men kan nå at komme det. Det kræver ifølge IOC-præsident Thomas Bach, at et nyt forbund melder sig på banen. World Boxing, som Danmarks Bokse-Union (Dabu) er en del af, er oprettet til formålet. En beslutning forventes at blive taget i løbet af 2025.
* I olympisk boksning har man primært konkurreret efter regler fra amatørboksning. Fra 2016 blev der åbnet for deltagelse af professionelle boksere. Hvordan det eventuelt bliver i 2028, er endnu ikke afklaret.
Seneste artikler
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster