Bokseforbund vil belønne OL-medaljer med præmiepenge
Boksepræsident Umar Kremlev lover penge til sportens OL-medaljevindere. (Arkivfoto). Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix
Bokseforbundet IBA vil belønne en OL-guldmedalje med 100.000 dollar. IOC er imod tiltaget.
Medaljevindende boksere kan se frem til at modtage præmiepenge ved sommerens OL i Paris.
Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Bokseforbundet IBA (The International Boxing Association) giver 100.000 dollar for en guldmedalje. Det svarer til 687.500 kroner efter den aktuelle kurs.
Heraf vil bokseren få 50.000 dollar, mens træneren og bokserens nationale forbund vil få hver 25.000 dollar.
Det fortæller IBA-præsident Umar Kremlev i en udmelding.
IBA, der har den russiske gasgigant Gazprom i ryggen, har ifølge AFP samlet en pulje på 3,1 millioner dollar til at udbetale bonusser til legenes guld-, sølv- og bronzevindere.
Historisk set har de olympiske lege været uden pengepræmier, men i sidste måned annoncerede atletikkens verdensforbund, World Athletics, at man som det første specialforbund vil udbetale penge i forbindelse med OL.
De 48 guldmedaljevindere vil få hver 50.000 dollar, mens det først er hensigten at belønne sølv- og bronzevindere fra OL i 2028.
Tiltaget fik kritik fra andre sportsforbund og præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach.
- De internationale forbund er nødt til at behandle alle deres medlemsforbund og deres atleter på lige fod og forsøge at balancere denne kløft mellem de privilegerede, de mindre privilegerede eller underprivilegerede, sagde Thomas Bach til AFP i april.
OL i Paris skal afvikles fra 26. juli til 11. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde