Bolaños-debut giver løfter om mere

Han fik 73 minutter på banen mod Silkeborg, og han blev eskorteret ud af Parkens grønsvær af store klapsalver. Ikke alt lykkedes for ham, men FC Københavns nyerhvervelse Christian Bolaños er alligevel glad for sin debut i 2-2-opgøret.

- Jeg forsøgte at arbejde meget hårdt og tage del i spillet. Jeg følte mig godt tilpas, men selvfølgelig er det ikke min bedste kamp. Det var min første kamp med nye medspillere og en ny træner, siger Christian Bolaños, som FCK har hentet hos norske Start.

Den 26-årige costaricaner, som tidligere har optrådt for OB uden den store succes, havde flere gode afslutninger i løbet af kampen, og han havde et par gange held med at løbe efter lange afleveringer fra FCK-forsvarsspilleren Mathias Zanka Jørgensen. Christian Bolaños fik dog ikke altid nok ud af sin løbevillighed, fordi han ikke er indspillet på FCK-holdet.

FCK-anfører William Kvist ser frem til at få spillet Christian Bolaños ind på holdet.

- Han er en god boldspiller og er god til at tage del i spillet. Han lykkedes ikke med alt i dag, sådan er det. Jeg tror, at han bliver rigtig spændende på sigt, siger William Kvist.

- Det er flot, at Zankas afleveringer ud til ham allerede lykkes, for det er nogle af de svære. Det er positivt og giver noget at bygge videre på, siger William Kvist.

Christian Bolaños kan være i spil til en startplads, når FCK på tirsdag møder russiske Rubin Kazan hjemme i Champions League-gruppespillet. FCK-træner Ståle Solbakken holder foreløbig sine kort tæt ind til kroppen, og hans nye spiller udtrykker sig diplomatisk.

- Det er ikke min beslutning, men jeg er klar til at spille, siger Christian Bolaños.

/ritzau/

Christian Bolaños fik debut for FCK i 2-2-kampen mod Silkeborg, og det blev en blandet oplevelse. FCK-anfører William Kvist ser perspektiver i costaricaneren.

Offentliggjort Sidst opdateret