Bolt efter årsbedste: Jeg starter alt for langsomt

Usain Bolt stod for årets bedste tid på 100 meter, da han fredag aften løb distancen i 9,85 sekunder ved Diamond League-stævnet på det olympiske stadion i London.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det jamaicanske løbefænomen måtte dog gennem en dårlig start, før han fik løbet sig op og kom først over målstregen.

Usain Bolt erkender, at starten skal på plads før VM i Moskva, der begynder om to uger.

- Hvis jeg laver sådan en start ved VM, så bliver jeg nok nummer fem. Jeg bliver nødt til at arbejde med min træner og finde ud af, hvordan jeg kan komme mere eksplosivt ud af startblokken, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men min træner fortæller mig, at jeg uanset hvad ikke er en god starter, og at jeg bare skal fokusere på at løbe. Jeg ved, hvilken fejl jeg begik ved det seneste VM, og jeg gjorde det meget flot ved OL, siger Usain Bolt.

Ved VM i Daegu for to år siden blev Usain Bolt diskvalificeret i finalen for at tyvstarte, mens han ved sidste års OL i London vandt finalen i vanlig suveræn stil.

- Jeg er ikke bekymret, for mit hoved er altid mere fokuseret lige op til store mesterskaber. Måske vil jeg være tilbage til mit bedste i Moskva, siger han.

Det står nu klart, at Usain Bolt under ingen omstændigheder bliver udfordret af amerikaneren Tyson Gay ved VM.

Amerikaneren, som for nylig blev testet positiv for et ulovligt stof, havde forinden løbet i årets bedste tid, 9,75 sekunder.

Det amerikanske antidopingagentur (Usada) bekræfter, at også Tyson Gays b-prøve har vist sig at indeholde ulovlige stimulanser.

/ritzau/