Bolton slukker Arsenals spinkle håb

Med et 1-2-nederlag ude til Bolton kan Arsenal rejse hjem til London med sikker forvisning om, at mesterskabet heller ikke bliver i år.

Kravet til Arsenal var tre point, hvis London-klubben skulle holde bare en smule liv i håbet om at kunne udfordre Manchester United i kampen om mesterskabet i Premier League, som Arsenal vandt senest i 2004.

Men den opgave var London-klubben slet ikke i stand til at løfte i en kamp, hvor den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner ikke var med i truppen.

Flere spillere, som før i sæsonen har leveret flotte præstationer - blandt dem franske Samir Nasri - manglende skarphed i kampen mod Bolton.

Derimod havde Bolton-spillerne godt fat i kampen, og hjemmeholdet bragte sig foran 1-0 på et hovedstød af Daniel Sturridge kort før pausen.

Og fra starten af anden halvleg fik Bolton serveret en gylden chance for at lukke Arsenal ned, da Daniel Sturridge faldt i feltet, og Bolton blev tildelt et tvivlsomt straffe.

Men Arsenal slap i første omgang med skrækken. Boltons Kevin Davies brændte fra 11-meter-pletten, og i stedet kunne Robin van Persie kort efter udligne til 1-1.

Arsenal var imidlertid for ineffektive til at hente den scoring til 2-1, der kunne udløse en smule spænding om mesterskabet, som Manchester United kandiderer meget kraftigt til.

I slutminutter slukkede Tamir Cohen definitivt håbet for Arsenal, da han scorede til slutresultatet 2-1 til Bolton.

/ritzau/

Arsenals spinkle drøm om mesterskabet sluttede reelt, da holdet tabte 1-2 ude til Bolton.

Offentliggjort Sidst opdateret