Bonde om Villumsen: Stort tab for Danmark

Landstræner Lars Bonde har gennem lang tid arbejdet tæt sammen med Linda Villumsen for at bringe det danske cykeltalent helt op i verdenseliten, og for nylig vandt hun VM-bronze i enkeltstart. Og han ærgrer sig naturligvis over, at hun har valgt at skifte nationalitet, så hun i fremtiden skal repræsentere New Zealand.

- Jeg er ked af, at hun skifter. Det er af personlige grunde, at hun har valgt, som hun har. Og det kan vi desværre ikke gøre så meget ved. Det er et stort tab for Danmark, siger Lars Bonde.

Han forsøgte at overtale Villumsen til at fortsætte på det danske landshold og først skifte nationalitet, når hun var færdig med karrieren.

- Vores væsentligste argument i denne sag har jo været, at hun har valgt at ville repræsentere Danmark under OL, under VM, og hun har ladet sig kåre som årets cykelrytter i Danmark og været med i Stjernetræf på TV2. Så hun har en stor fanskare, folk, der har stemt på hende, og en høj status, og hun kan risikere at skuffe mange, siger han.

Linda Villumsen er det andet store talent på kvindesiden, som forlader dansk cykling inden for få år. Ud over Linda Villumsen har Mie Bekker Lacota stoppet karrieren, og det er da også noget, som får både landstræneren og direktør i Danmark Cykle-Union, Jesper Worre til at kigge sig selv efter i sømmene.

- Vi hæfter os ved, at Linda siger, at hun ikke har noget som helst at udsætte på DCU's arbejde. Vi forsøger altid at forbedre vores træning, og det vil vi også gøre efter dette. Men vi lægger allerede mange penge i kvindecyklingen. Målt per rytter lægger vi flere penge på det område end på herrecykling, fordi kvinderne optræder meget alene og ikke har samme netværk som på herresiden, så vi er meget inde over vores kvindelige ryttere, siger Worre.

/ritzau/

Landstræner Lars Bonde betegner det som et stort tab for dansk cykling, at Linda Villumsen har valgt at skifte nationalitet.

Offentliggjort Sidst opdateret