Bora snupper klassementrytter fra Ineos
Daniel Felipe Martinez (tv.) forlader Ineos, når 2023 bliver til 2024. (Arkivfoto). Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Daniel Felipe Martínez skal fra næste sæson køre for Bora-Hansgrohe efter tre år hos storholdet Ineos.
Det britiske cykelhold Ineos mister til årsskiftet en af holdets klassementryttere. Colombianeren Daniel Felipe Martínez skifter til Bora-Hansgrohe, skriver det tyske hold på sin hjemmeside.
- Jeg er meget glad for at slutte mig til Bora-Hansgrohe. Det er et stort hold og et af de stærkeste i verden med en god gruppe af ryttere. Sammen tager vi det næste skridt, siger Martínez til sit kommende holds hjemmeside.
Det er ikke oplyst, om kontrakten for den 27-årige bjergrytter strækker sig længere end gennem 2024-sæsonen.
Martínez kom til Ineos forud for 2021-sæsonen efter tre år hos EF Education.
Han vandt i 2020 en etape i Tour de France efter kort forinden at have taget den samlede sejr i etapeløbet Critérium du Dauphiné.
Sidenhen har han også vundet Baskerlandet Rundt i 2022 og Volta ao Algarve i år.
Martínez kom til årets Tour de France som klassementhåb for Ineos, men måtte udgå efter 14. etape med tegn på hjernerystelse efter et styrt.
Ineos skal til nytår også sige farvel til Giro d'Italia-vinderen fra 2020, Tao Geoghegan Hart, samt Pavel Sivakov. De fortsætter hos henholdsvis Lidl-Trek og UAE Emirates.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned