Bordtennisguld i Rio gør Rosenmeier til årets para-atlet
Peter Rosenmeier er årets parasportsudøver 2016. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Skafte Rumle
Polfoto/Skafte Rumle
Peter Rosenmeier blev onsdag hædret for sit guld ved para-OL med kåringen som årets parasportsudøver i 2016.
Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier blev onsdag hædret som årets parasportsudøver i 2016.
Det skete ved et pressemøde hos Elsass Fonden i Charlottenlund, som var velbesøgt af både atleter og presse.
- Prisen betyder mange ting for mig. Det er jo fantastisk at få anerkendelse, og de ord jeg fik med på vejen, betyder meget for mig.
- Man skal aldrig være i tvivl om, at jeg først og fremmest gør det for min egen skyld. Man kommer ikke hertil, hvor jeg er, uden at være enormt ego-fokuseret, siger Peter Rosenmeier.
32-årige Rosenmeier vandt sidste år guld ved de paralympiske lege efter en finalesejr over rivalen Alvaro Valera fra Spanien.
Med finalesejren sikrede spilleren, der har rødder i Hadsund, Danmark den eneste guldmedalje ved para-OL. Det blev i alt til syv danske medaljer i parasport i Rio.
Med prisen og anerkendelsen følger også en masse opmærksomhed, og den er Rosenmeier bevidst om at udnytte til at fremme parasporten.
- De afledte faktorer, der er i det, som at være med til at påvirke andre mennesker, er en fantastisk sidegevinst. Derfor har den del af det fået mere fokus hos mig i de seneste år.
- Det har været med til at motivere mig. Når man har været med så lang tid, som jeg har, så skal der nogle andre faktorer i spil for, at det kan blive ved med at være interessant, siger Rosenmeier
Han blev i 2009 ansat i Parasport Danmark, så han kunne passe sin sport på langt bedre vilkår og hjælpe ham til at vinde de medaljer, han har gjort i de seneste mange år.
Rosenmeier har vundet medaljer ved para-OL de seneste fire gange - i Rio, London, Beijing og Athen.
Med onsdagens kåring følger 40.000 kroner. Bag uddelingen står Parasport Danmark og firmaet Pressalit, der blandt andet producerer toiletsæder.
I alt var fem para-atleter nomineret til hæderen. Ud over Rosenmeier var det svømmeren Jonas Larsen, sprinter og længdespringer Daniel Wagner Jørgensen samt dressurrytterne Stinna Tange Kaastrup og Susanne Sunesen.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker