Borggaards travle sommer
Jeppe Borggaard, Maribo Kajakklub, har allerede deltaget ved VM og EM, og om knap et par uger venter NM i Silkeborg. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Den 18-årige Maribo-kajakroer, Jeppe Borggaard, har deltaget ved både VM og EM og kan om et par uger se frem til de nordiske mesterskaber i Silkeborg.
MARIBO: Kajakroeren Jeppe Borggaard, Maribo Kajakklub, har allerede haft en travl sæson på den internationale scene, og den 18-årige landsholdsroer kan se frem til flere opgaver i sensommeren.
Den alsidige lollik stiller op på både sprinter- og maratondistancer og har derfor mange opgaver hen over sommeren.
Allerførst handlede det om kortbane U/18-VM i Auronzo de Cadora i det nordlige Italien, hvor Jeppe Borggaard stillede op i tre discipliner.
Han nåede B-finaler i både 1000 meter enerkajak og på samme distance i toerkajak med Gustav Skau Toftegaard, Kolding. Duoen vandt B-finalen og sluttede dermed samlet på tiendepladsen.
I B-finalen i enerkajak havnede Borggaard på tredjepladsen og dermed samlet nummer 12, hvilket i begge de nævnte tilfælde opfyldte forhånds-målsætningen.
På den lange 5000 meter-distancer i enerkajak opnåede Jeppe Borggaard sin bedste placering som nummer fem blandt de 36 startende nationer.
Femteplads ved EM
Ugen efter VM gjaldt det maraton U/18-EM i Slavonski Brod i det sydøstlige Kroatien, hvor Jeppe Borggaard stillede op i to discipliner i henholdsvis den korte shorttrack på 3,6 km med to overbæringer og den lange klassiske maraton over 22,6 km med fem overbæringer.
Jeppe Borggaard vandt kvalifikationsløbet i shorttrack, hvilket fik forventningerne til at stige til finalen. Men her fik Maribo-drengen en dårlig start, hvilket han ikke kunne rette op på og sluttede som nummer 11 af de 20 kajakker.
Det gik langt bedre på den lange distance, hvor Jeppe Borggaard fra start kom med i førergruppen, der efter de første runder skrumpede ind til seks både. Midtvejs rev fire både sig løs efter en overbæring, hvor det ikke lykkedes danskeren at hænge på, men i opløbet nåede han i mål på en femteplads.
Og indfriede dermed målsætningen om en top-8 placering.
Om knap et par uger handler det så om de nordiske mesterskaber kortbane-mesterskaber, der afvikles i Silkeborg.
Tre Maribo-kajakker til NM
Her er Jeppe Borggaard tilmeldt i U/18-klassen i hele syv discipliner. 1000 og 5000 meter enerkajak. 500, 1000 og 5000 meter toerkajak med Gustav Skau Toftegaard, Kolding. Og derudover 500 og 1000 meter firerkajak, der foruden Borggaard og Toftegaard består af Jonas Barnewitz Dürr og Oscar H. Gjersbøl, Holte, på 500 meter og Oliver Kok, Hvidovre, og Tobias Valgren, Gladsaxe, på 1000 meter.
Maribo Kajakklub stiller derudover med to deltager i U/16-klassen, nemlig Anton Jensen og Malthe Pilemand Rickendorf, der debuterer på den internationale scene.
Den midtlollandske duo stiller op sammen i 2500 meter toerkajak, ligesom de er i samme båd i 200 og 500 meter firerkajak. Derudover er de i hver sin båd i 1000 meter firerkajak, ligesom Malthe Pilemand Rickendorf stiller op i 500 meter toerkajak med Rasmus Klitte, Silkeborg.