Boris Becker vil have diplomatisk immunitet i konkurssag
Den tidligere tyske tennisstjerne Boris Becker blev i sommeren 2017 begæret personlig konkurs. Foto: Eric Gaillard/arkiv/Reuters
Eric Gaillard/arkiv/Reuters
Den tidligere tennisstjerne Boris Becker påberåber sig diplomatisk immunitet i forbindelse med konkurssag.
Den tidligere tyske tennisstjerne Boris Beckers advokater indgav torsdag krav om diplomatisk immunitet til Storbritanniens højesteret i forbindelse med den konkurssag, der kører mod Becker i Storbritannien.
Det skriver flere britiske medier.
Becker er blevet udnævnt til sportsambassadør for Den Centralafrikanske Republik for EU's sport, kultur og humanitære anliggender, som er omfattet af Wienerkonventionen fra 1961 om diplomatiske forhold.
Dermed mener Becker, at han er omfattet af immunitet.
- Beslutningen om at påbegynde en konkurssag mod mig var både uberettiget og uretfærdig.
- En flok anonyme og illoyale bankfolk og bureaukrater pressede mig til en fuldstændig unødvendig konkurserklæring, som har påført mig en hel masse skade både forretningsmæssigt og professionelt og mod dem tæt på mig.
- Jeg har nu påberåbt mig diplomatisk immunitet, som jeg faktisk er forpligtet til at gøre, for at bringe denne farce til ende, så jeg kan begynde at genopbygge mit liv, siger Becker ifølge nyhedsbureauet Press Association.
Boris Becker vandt seks grand slam-titler i løbet af en strålende tenniskarriere, der indbragte ham mange millioner.
Men tyskeren har været væsentligt mindre succesfuld som forretningsmand end som tennisspiller, og i sommeren 2017 blev Becker erklæret konkurs med stor gæld.
I januar bad Becker om hjælp til at finde frem til fem grand slam-trofæer, som han sagde, han ville sælge for at betale af på sin gæld.
Boris Becker blev i 1985 den yngste nogensinde til at vinde Wimbledon i en alder af 17 år. Siden har han vundet yderligere to Wimbledon-trofæer.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned