Borna Coric er tilbage i topform med sejr i Cincinnati

Borna Coric fejrer finalesejren over Stefanos Tsitsipas ved ATP 1000-turneringen i Cincinnati. Med sejren har den 25-årige kroat vist, at hans form igen er i top efter en operation. Foto: Susan Mullane/Ritzau Scanpix

Efter en finalesejr over Stefanos Tsitsipas rykker kroaten Borna Coric 123 pladser frem på verdensranglisten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kroaten Borna Coric har besejret den fjerdeseedede græske tennisstjerne Stefanos Tsitsipas i finalen ved den store ATP 1000-turnering i Cincinnati søndag med cifrene 7-6, 6-2.

Som nummer 152 er Coric den lavest placerede på verdensranglisten til at løfte et trofæ ved en Masters-turnering nogensinde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sejren er samtidig den største i hans karriere indtil videre. Titlen er hans tredje, men den første siden 2018.

- Det var en meget, meget hård kamp, og i starten spillede jeg ikke særlig godt. Han (Tsitsipas, red.) pressede mig meget. Jeg begyndte at serve bedre, jeg begyndte at spille bedre, siger Borna Coric ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kroaten har i en længere periode været ude med en skulderskade. Borna Coric vendte tilbage til ATP-touren i marts. Med sejren i Cincinnati kan han se frem til at rykke hele 123 pladser frem på verdensranglisten til nummer 29.

Med trofæet har den 25-årige samtidig vist, at hans form igen er i top efter en operation, og at han er en trussel ved den kommende US Open-turnering. Den starter i slutningen af august i New York.

Den græske verdensstjerne Stefanos Tsitsipas måtte altså se sig slået i finalen. Han havde tidligere i turneringen trukket sig fra semifinalen i double, hvor han ellers skulle have spillet med sin danske doublemakker Holger Rune.

Der var ingen officiel udmelding om afbuddet til semifinalen fra hverken arrangør eller den dansk-græske duo. Det er dog ikke unormalt, at et par trækker sig fra double, hvis en af spillerne i konstellationen er nået langt i single.

På kvindesiden vandt franske Caroline Garcia singleturneringen over tjekkiske Petra Kvitova med cifrene 6-2, 6-4. Den 28-årige franskmand fortsatte i finalen ifølge nyhedsbureauet dpa den imponerede form, hun har vist gennem hele turneringen.

/ritzau/