Bottas forlænger aftalen med Mercedes
Valtteri Bottas vil også i 2020 være iklædt kørerdragten fra Mercedes. Foto: Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix
Også i 2020 vil Mercedes' Formel 1-biler have Lewis Hamilton og Valtteri Bottas siddende i sig.
Den finske Formel 1-kører Valtteri Bottas vil også i 2020 være at finde i en Mercedes-racer efter en kontraktforlængelse.
Torsdag har Mercedes offentliggjort, at den 30-årige finne også i næste sæson vil være makker til verdensmester Lewis Hamilton.
Bottas kom til det tyske team i 2017, da Nico Rosberg overraskende stoppede karrieren kort efter at være blevet verdensmester.
Inden søndagens grandprix i Belgien er det blevet til 53 grandprixer hos Mercedes efter skiftet fra Williams.
Finnen har snuppet 5 sejre, 30 podieplaceringer og 10 polepositioner i sin tid hos det succesrige Mercedes-team.
I 2017 blev han samlet nummer tre i VM-stillingen, mens det sidste år blev til en femteplads. Øjeblikkeligt ligger han nummer to i VM-stillingen, som føres af teamkammerat Lewis Hamilton.
Mercedes har vundet VM-titlen de seneste fem år - fire af gangene ved Hamilton.
Valtteri Bottas indledte Formel 1-karrieren som testkører for Williams, der i 2013 gav ham et fast sæde i en af holdets to biler.
Stabil kørsel og ni podieplaceringer for holdet overbeviste mægtige Mercedes om, at Bottas kunne være den rigtige andenviolin til superstjernen Lewis Hamilton efter Rosbergs karrierestop efter 2016-sæsonen.
Bottas fyldte 30 år onsdag, og han har i denne sæson vundet løbene i Australien og Bahrain.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet