Brady kaster fem touchdowns i Super Bowl-mesters sejr
44-årige Tom Brady er i gang med sin 22. sæson i NFL. Foto: Douglas P. Defelice/Ritzau Scanpix
Douglas P. Defelice/Ritzau Scanpix
Duoen Tom Brady og Rob Gronkowski viste sig endnu en gang giftig i Tampas sejr over Atlanta.
Tampa Bay Buccaneers er kommet flyvende fra start på sit titelforsvar i NFL.
Super Bowl-mestrene fra februar hentede natten til mandag dansk tid sin anden sejr i lige så mange kampe i sæsonen.
Det gik ud over Atlanta Falcons, som trods et ihærdigt comebackforsøg blev besejret 48-25 i Tampa.
Quarterback Tom Brady kastede fem touchdowns i opgøret - de to af dem til sin mangeårige holdkammerat Rob Gronkowski.
Den 32-årige tight end spillede også sammen med Brady i New England Patriots, før de i 2020 begge skiftede til Florida-mandskabet.
Forbindelsen mellem de to bragte Tampa Bay Buccaneers foran med 14-0 kort inde i andet quarter.
Buccaneers udbyggede senere til 28-10, før Falcons-quarterback Matt Ryan indledte et comebackforsøg.
Et touchdown-kast til Cordarrelle Patterson reducerede forspringet til 25-28 sent i tredje quarter, men tættere kom gæsterne fra samme NFL-division ikke.
I stedet cementerede Brady sejren med touchdown-kast til Chris Godwin, og forsvaret bidrog ved at løbe to interceptions til touchdown efter fejl af Matt Ryan.
Trods den overbevisende sejr er Brady selvkritisk.
- Jeg ville helt sikkert ønske, at jeg havde gjort det bedre på nogle af mine kast.
- Men det er rart at vinde. Nu er vi 2-0, og der er meget at bygge på, siger 44-årige Brady ifølge AFP med henvisning til holdets sæsonstart.
To af de lidt yngre quarterback-stjerner i ligaen dystede tidligt mandag morgen dansk tid, da Baltimore Ravens besejrede Kansas City Chiefs 36-35 på hjemmebane.
Chiefs' eksplosive angreb anført af Patrick Mahomes havde et forspring på ni point ved indgangen til fjerde quarter.
Men Ravens-stjernen Lamar Jackson vendte billedet til sidst i kampen og sprang på spektakulær vis i endzone til Ravens-touchdown med tre minutter igen.
Han kastede i alt for 239 yards, et touchdown og to interceptions, mens den rapfodede quarterback samtidig løb for 107 yards og yderligere to touchdowns.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet