Brækket ribben holder formentlig Neuer ude resten af året
Manuel Neuer blev skadet, da han stødte sammen med Bayer Leverkusens Jeremie Frimpong under en pokalkamp. Foto: Marcel Engelbrecht/Ritzau Scanpix
Manuel Neuer er formentlig ude resten af 2024 med et brækket ribben, siger Bayern Münchens træner.
Bayern München skal tirsdag forsøge at nedkæmpe ukrainske Shakhtar Donetsk i Champions League uden sin sædvanlige førstemålmand.
Manuel Neuer er ude med et brækket ribben, og meget tyder på, at han ikke kommer mere i kamp i indeværende kalenderår.
Det siger Bayern-træner Vincent Kompany på et pressemøde mandag.
- Han døjer med et brækket ribben. Han kommer efter alt at dømme ikke til at spille mere i år. Det vigtigste er, at han heler, og fra januar har vi ham til rådighed igen.
- Det kunne være værre, men det er for tidligt for ham at spille, siger Kompany ifølge Reuters.
Neuer blev skadet, da han i sidste uges pokalkamp stødte sammen med Bayer Leverkusens Jeremie Frimpong. En episode, der kostede keeperen et rødt kort.
Heller ikke andenmålmanden Sven Ulreich er til rådighed. Han er ude af personlige årsager.
Det bliver derfor det israelske tredjevalg Daniel Peretz, som får sin tredje kamp for den tyske storklub.
Bayern er i det hele taget ramt af en byge af skader. Også Harry Kane, Kingsley Coman, Alphonso Davies, João Palhinha, Serge Gnabry, Josip Stanisic, Hiroki Ito og Mathys Tel er i øjeblikket ukampdygtige.
Tyskerne har skrabet ni point sammen i de første fem kampe og er før tirsdagens møde uden for den vigtige top-8, som giver direkte adgang til ottendedelsfinalerne.
Bayern er nummer 13 ud af 36 hold.
Selv om kampen spilles i den tyske by Gelsenkirchen, er Bayern München på papiret udebanehold. På grund af krigen i Ukraine kan Shakhtar Donetsk ikke spille sine kampe på hjemmebane og har derfor fået et nyt midlertidigt hjem til internationale kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker