Braithwaite åbner målkonto i sikker Barcelona-sejr

I sin fjerde kamp for Barcelona kom Martin Braithwaite lørdag på tavlen. Foto: Albert Gea/Reuters

Danskeren gjorde det til 2-0, da Barcelona vandt 4-0 over Mallorca i holdenes første kamp efter coronapausen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Martin Braithwaite fik debut som målscorer for FC Barcelona, da klubben lørdag aften tog hul på slutspurten mod endnu et mesterskab efter coronapausen.

På udebane mod Mallorca gjorde danskeren det til 2-0 i Barcelonas sejr på 4-0 over holdet fra ferieøen.

Resultatet sender hvert fald for en stund Barcelonas forspring i toppen op på fem point, men Real Madrid kan søndag bringe det ned på to igen.

Braithwaite og co. mangler at spille ti kampe i ligaen.

Kampen var knap nok begyndt, før Barcelona var foran 1-0. Jordi Alba sendte et indlæg ind i feltet, som Arturo Vidal pandede i mål. Kampuret havde kun lige rundet et enkelt minut.

Mallorca bed efterfølgende fra sig med enkelte muligheder, men måtte alligevel se gæsterne fordoble deres føring kort før pausen.

Her slog Martin Braithwaite for første gang til som Barcelona-spiller. Lionel Messi prikkede med hovedet bolden videre til danskeren, der fra sin position i feltet bankede den op i nettaget.

Cirka et kvarter inde i anden halvleg var Braithwaite tæt på at fordoble sin målhøst, men Mallorca-målmand Manolo Reina fik foden på danskerens afslutning, der endte med at snige sig forbi stolpen.

Mallorca holdt sig til, men manglede gang på gang den sidste skarphed for at kunne reducere.

I stedet lukkede Jordi Alba mere eller mindre opgøret, da han med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid gjorde det til 3-0.

Lionel Messi ville også være med. I overtiden scorede argentineren til kampens slutresultat.