Braithwaite får debut for FC Barcelona

Der var 18 minutter tilbage af kampen, da Martin Braithwaite kunne løbe ind på græsset på Camp Nou. Foto: Albert Gea/Reuters

Martin Braithwaite blev skiftet ind for FC Barcelona med 18 minutter tilbage af ligakampen mod Eibar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Martin Braithwaite har fået debut for den spanske storklub FC Barcelona.

Det skete, da den danske angriber blev skiftet ind 72 minutter inde i ligakampen mod Eibar lørdag eftermiddag på Camp Nou.

På det tidspunkt førte hjemmeholdet 3-0, efter at stjerneangriberen Lionel Messi havde lavet hattrick i første halvleg.

Det var torsdag, at Braithwaite skrev under på kontrakten med Barcelona, der gælder frem til sommeren 2024.

Skiftet blev muligt, da Barcelona havde fået en dispensation til at hente en spiller efter transfervinduet var lukket, fordi offensivspilleren Ousmane Dembélé er langtidsskadet.

Braithwaite blev hentet i Leganés, hvor han har scoret 13 mål i 48 kampe.

Han har desuden spillet i Middlesbrough, Bordeaux, Toulouse og Esbjerg.

Senest en dansker har været på banen for FC Barcelona var i 1994, da Michael Laudrup spillede sin sidste kamp for klubben.

Foruden Laudrup og Braithwaite har også Allan Simonsen, Thomas Christiansen og Ronnie Ekelund spillet for klubben.

Martin Braithwaite startede på FC Barcelonas bænk i lørdagens kamp mod Eibar i den spanske liga. Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix