Braithwaite får få minutter i smal Barcelona-sejr

Ivan Rakitic scorede det forløsende 1-0-mål for FC Barcelona. Foto: Albert Gea/Reuters

Martin Braithwaite kom ind efter 85 minutter, da Barcelona vandt 1-0 over Athletic Bilbao og strøg til tops.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Barcelona er nyt tophold i Spaniens bedste fodboldrække.

Tirsdag aften strøg danskerklubben til tops ved hjemme at besejre Athletic Bilbao med 1-0 på et mål af indskifteren Ivan Rakitic.

Dermed er Real Madrid sat under pres, inden hovedstadsklubben onsdag får besøg af Real Mallorca. Real Madrid er tre point efter Barcelona, men generobrer førstepladsen med en sejr.

Barcelona-sejren over Athletic Bilbao var uden den helt store indflydelse fra Martin Braithwaite.

Vestjyden så de første 85 minutter af opgøret fra bænken, hvilket formentlig kan forklares med, at han i fredags ikke for alvor greb chancen, da han startede inde i nulløsningen mod Sevilla.

Antoine Griezmann overtog Braithwaites plads tirsdag, men da franskmanden blev pillet ud efter lidt mere end en times spil, var det unge Ansu Fati og ikke Braithwaite, der blev sat på banen for at bryde dødvandet på måltavlen.

Det lykkedes i det 71. minut, da Ivan Rakitic udnyttede Lionel Messis forarbejde og fortjent bragte hjemmeholdet i front.

I slutfasen blev Martin Braithwaite sendt på banen i stedet for Luis Suarez, og danskeren var med til at køre sejren hjem.

Tidligere tirsdag overtog Atlético Madrid tredjepladsen i ligaen ved at besejre Levante med 1-0 på udebane. Hjemmeholdets Bruno Gonzalez var uheldig med at lave selvmål tidligt i kampen.

Samtidig nød Atlético godt af, at Getafe kun fik 1-1 ude mod Valladolid. Dermed har Atlético Madrid nu seks point ned til Getafe på femtepladsen. De fire bedste hold kvalificerer sig til Champions League.