Brandmanden fandt sin anden hylde

Sådan kender de fleste salgs- og eventkoordinator Bjarne Schultz. Med et stort smil på vej mod nye projekter til gavn for Team Sydhavsøerne. Foto: Thomas Lærke Jensen

Team Sydhavsøernes blæksprutte Bjarne Schultz har rundet et skarpt hjørne.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Der er næppe en erhvervsdrivende på Syd- og Midtlolland, der ikke kender Bjarne Schultz. Som salgs- og eventkoordinator i Team Sydhavsøerne er det altid ham, der står forrest, når der skal skaffes midler til at drive 1. divisionsholdet,

Også de store events i Maribo-Hallen som venindeaften og koncerter samt shows med landets bedste komikere og nu også Whitsun-festivalen har hans solide aftryk.

I mandags rundede Bjarne Schultz de 60 år i fin form.

- Jeg har det sgu godt, konstaterer han.

- Det er lækkert, at der er kommet gang i det hele igen efter et par svære år med corona. Det var sgu hårdt at skulle aflyse det ene arrangement efter det andet, husker Bjarne Schultz, der sætter en ære i at gøre det bedste for klubbens samarbejdspartnere.

- Alle skal føle sig hjemme og føle, at de får noget for deres penge og en god oplevelse, understreger Bjarne Schultz, der nu i 12 år har haft jobbet i Team Sydhavsøerne.

- Der har været svære tider undervejs, men vi har klaret den og ser fremad. Sportsligt har vi ligget i 1. division, så længe jeg har været her, og det er rigtig fint at ligge i toppen af den næstbedste række.

- Det er altid nemmere at skaffe sponsorer, når man vinder flere kampe, end man taber, bemærker Bjarne Schultz, der dog gerne vil prøve kræfter Håndboldligaen, hvis det skulle lykkedes Team Sydhavsøerne at rykke op en dag.

- Men det kræver nogle helt andre ressourcer også administrativt, påpeger Bjarne Schultz.

En livsstil

Det er langt fra et otte til fire job, men det tænker han ikke på.

- Det er blevet en livsstil og var aldrig gået uden opbakning hjemmefra, siger Bjarne Schultz, der har utallige aften- og weekendarrangementer.

Samtlige kampe på ude- og hjemmebane tager han også del i.

- Det altid sjovt at komme ud og se, hvordan de andre klubber afvikler deres hjemmekampe. Der er tit nogle ideer, man kan tage med hjem, konstaterer han og nævner en lille anekdote fra dengang, han blev ansat tilbage i 2010.

- Jeg ville have førkamps-arrangementer til samtlige hjemmekampe, og der kiggede bestyrelsen på mig og mente, at det kom aldrig til at ske, men det gjorde det, konstaterer Bjarne Schultz med et skævt smil.

Det lå ikke i kortene, at Bjarne Schultz skulle blive en vigtig brik i det lokale mandlige håndboldflagskib.

I 25 år var han brandmand i Københavns Brandvæsen, men en genstridig ryg tvang ham til at lægge ildebrænde og redningsarbejde på hylden.

I stedet kastede han sig over det frivillige foreningsarbejde i hjembyen i Nr. Alslev Boldklub som formand, og det var her Team Sydhavsøerne fik øje på hans salgstalent.

- Anders (Henriksen, direktør i Team Sydhavsøerne, red.) ringede flere gange, og efter lidt forhandlinger blev vi enige. Det har jeg ikke fortrudt, siger Bjarne Schultz, der har sparsomt med fritid, men når der en ledig stund i kalenderen bliver den brugt på hustruen Tina og deres fire sammenbragte børn og to børnebørn.

Team Sydhavsøerne afholder reception for Bjarne Schultz på lørdag kl. 16:45 i Maribo-Hallen efter topkampen mod HC Midtjylland, og ønsker man at deltage, må man meget gerne sende en mail til info@ccejendomme.com.