Brandvarm Benzema misser El Clasico med lægskade
Karim Benzema har scoret i sine seneste fem kampe for Real Madrid. Foto: Jaime Reina/Ritzau Scanpix
Karim Benzema kunne ikke træne med i Real Madrid dagen før rivalopgøret mod FC Barcelona.
Real Madrid må klare sig uden den franske stjerneangriber Karim Benzema i søndagens El Clasico mod FC Barcelona.
Franskmanden døjer med en lægskade, og han kommer derfor ikke til at være med i braget. Lørdag var han ikke i stand til at træne, og derfor kan han heller ikke blive bragt i spil søndag.
Det bekræfter Real Madrid-cheftræner Carlo Ancelotti ifølge AFP.
- Vi tager ikke nogen risiko med ham. Han har en smule smerter. Det er en lille skade, som forhindrer ham i at træne og spille kamp, siger Ancelotti.
34-årige Benzema kom til skade i mandags, da Real Madrid vandt 3-0 ude over Real Mallorca. Problemerne opstod så sent i kampen, at Real Madrid ikke havde flere udskiftninger tilbage og måtte spille de allersidste minutter med ti mand.
Før skaden opstod, scorede Benzema to af Real Madrids mål på Mallorca, og han har scoret i klubbens seneste fem kampe på tværs af alle turneringer. I den stime finder man også det hattrick, der sendte Paris Saint-Germain ud af Champions League.
På tværs af alle turneringer har Benzema scoret 32 mål i 34 kampe i denne sæson.
Benzema kommer heller ikke til at spille Frankrigs kommende testkamp mod Elfenbenskysten og Sydafrika 25. og 29. marts.
- Det giver os to uger til at gøre ham klar til den afgørende del af sæsonen, siger Carlo Ancelotti.
Han sad også ude med en mindre skade fra slutningen af januar til midten af februar. Den skadespause kostede ham deltagelsen i tre kampe.
Når Real Madrid og FC Barcelona mødes, plejer der at stå vitale point på spil i den spanske mesterskabskamp, men søndagens kamp får næppe den store betydning for, hvor guldet havner.
Real Madrid har nemlig 15 point mere end ærkerivalen inden de sidste ti spillerunder i La Liga. Barcelona har dog spillet en kamp færre.
Søndagens El Clasico begynder på Bernabeu i Madrid klokken 21.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker