Brandvarme Dolberg scorer nyt hattrick for Anderlecht
Kasper Dolberg fejrer sit første ud af tre mål mod Cercle Brugge med Anderlecht-holdkammerater. Foto: David Catry/Ritzau Scanpix
På to uger har Kasper Dolberg scoret otte gange for Anderlecht. Søndag blev han hattrick-helt i ligaen.
Anderlecht-angriberen Kasper Dolberg møder ind i landsholdslejren med mål i støvlerne.
Søndag kom danskeren hele tre gange på måltavlen, da Anderlecht på udebane vandt 5-0 over Cercle Brugge i den belgiske fodboldliga.
Dolberg blev noteret for sin tiende sæsonscoring på tværs af alle turneringer efter 18 minutter.
Holdkammeraten Samuel Edozie brød igennem i venstresiden og sendte en flad tværpasning ind til danskeren, der stille og roligt rettede bolden i netmaskerne fra kort afstand.
Efter en times spil kom Dolberg igen i fokus, da han fordoblede Anderlechts føring fra straffesparkspletten.
Belgieren Theo Leoni havde scoret til 3-0, da Dolberg efter videogennemgang fuldendte sit hattrick med godt et kvarter tilbage på uret.
Danskeren blev herefter skiftet ud til fordel for Luis Vazquez, der i slutminutterne stod for kampens sidste scoring.
Også stopperen Mathias "Zanka" Jørgensen og offensivspilleren Anders Dreyer fik spilletid for Anderlecht.
Det belgiske mandskab kravler med de tre point op på fjerdepladsen i tabellen.
Der er otte point op til førerholdet Genk, som har en kamp i hånden.
Dolberg scorede to gange for Anderlecht i seneste runde i ligaen, hvor Anderlecht vandt 4-0 over Kortrijk.
Tre dage forinden stod han for et hattrick mod Tubize-Braine i den belgiske pokalturnering.
Dolberg er udtaget til det danske landshold, der står over for to kampe i Nations League.
Det samme er ikke tilfældet for hverken Anders Dreyer eller "Zanka". Sidstnævnte har meddelt, at han ikke længere er tilgængelig for nationalmandskabet.
Spanien kommer til Parken fredag, inden Danmark tre dage senere møder Serbien på udebane.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker