Brasilianer matchvinder for Italien

Italiens fodboldlandshold kunne fredag aften takke den brasilianskfødte Inter-midtbanespiller Thiago Motta for 1-0-sejren ude over Slovenien i topkampen i gruppe C af EM-kvalifikationen.

Motta, der i sine ungdomsår spillede for diverse brasilianske U-landshold, fik debut for Italien tidligere på året og ligner allerede en mand, der har bidt sig godt fast hos 2006-verdensmesteren.

Det afgørende 1-0-mål med lidt over et kvarter igen af opgøret styrker i hvert fald midtbanespillerens position på holdet.

Sejren sender Italien med sikker kurs mod EM-slutrunden i Polen og Ukraine næste sommer. Holdet har hele seks point ned til netop slovenerne på gruppens andenplads efter 5 af 10 kampe, så meget skal gå galt, hvis italienerne skal smide førstepladsen.

/ritzau/

Brasilianskfødte Thiago Motta scorede kampens eneste mål, da Italien sejrede 1-0 ude over Slovenien.

Offentliggjort Sidst opdateret