Brasiliens landstræner: Vi skal vinde VM

Brasilien skal vinde VM på hjemmebane om to år og næste sommers Confederation Cup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fastslår landets nytiltrådte fodboldlandstræner Luiz Felipe Scolari, der dermed lægger maksimalt pres på sig selv og sine spillere efter nogle få dage i embedet.

- Målet er klart. Vi skal vinde VM og Confederations Cup, siger den 64-årige træner, der for 10 år siden gjorde Brasilien til verdensmester.

Nu er han hentet ind som redningsmanden efter forrige uges fyring af Mano Menezes, der på to og et halvt år ikke fik overbevist det brasilianske fodboldforbund om, at han kan løfte de store målsætninger.

Første opgave for Scolari bliver næste sommers Confederations Cup, der har deltagelse af mestrene fra de forskellige verdensdele plus de regerende verdensmestre.

- Forventningen er, at vi har et meget konkurrencedygtigt hold og ikke bare tager turneringen som en træningsturnering, men en turnering, hvor vi finder et hold, der kan konkurrere til VM.

- Modstanderne vil helt sikkert give os en god mulighed for at studere dem. Spillernes fokus er bedre, når man møder stærke modstandere. Jeg tror, at vi vil være klar og godt forberedt, siger Scolari om Confederations Cup.

I weekenden blev der trukket lod til Confederations Cup. Brasilien er kommet i gruppe med Japan, Mexico og Italien, der er med som viceeuropamestre. Det skyldes, at Spanien både er europa- og verdensmestre.

/ritzau/