39-årige Brendan Rodgers, der i den netop afsluttede sæson førte Swanseas oprykkere frem til en 11.-plads i Premier League, erstatter den fyrede klublegende Kenny Dalglish, som fik sparket efter en skuffende 8.-plads.
I de seneste dage har Swansea åbent talt om, at Brendan Rodgers snart ville blive ny manager i Liverpool.
- Jeg føler mig velsignet over at have fået denne chance. Jeg er virkelig spændt og glæder mig til at komme i gang med dette spændende projekt.
- Jeg lover at dedikere mit liv til at kæmpe for klubben og forsvare principperne i Liverpool Football Club både på og uden for banen, siger Brendan Rodgers til klubbens hjemmeside.
Mange navne har været nævnt til jobbet, men ifølge klubejer John Henry var Liverpool aldrig i tvivl.
- Han var enstemmigt førstevalget. Han havde ingen problemer i forhold til det, vi ønsker at bygge op i Liverpool, siger John Henry og tilføjer:
- Vi forventer ikke mirakler med det samme, og det skal ingen gøre. Men vi tror på, at den retning, som klubben går i, vil føre den til Premier League-titler.
Swansea var i den forgangne sæson kendt for en aggressiv og angrebslysten stil, og den skal Brendan Rodgers videreføre til Liverpool, siger formand Tom Werner.
- Det er akkurat den form for fodbold, som vi ønsker her i Liverpool, siger formanden.
Liverpool har ikke oplyst, hvor lang en kontrakt Brendan Rodgers har fået. Men en række engelske medier har tidligere skrevet, at der var tale om en treårig kontrakt.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker