Brentford forlænger med Christian Nørgaard

Brentfords midtbanespiller Christian Nørgaard, som her ses i en oprykningskamp mod Fulham, har forlænget sin aftale med den engelske klub. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Christian Nørgaard forlænger sin kontrakt med Brentford, der spiller i den næstbedste engelske fodboldrække.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsspiller Christian Nørgaard har underskrevet en ny aftale med Brentford, så den nu løber frem til sommeren 2024.

Brentford har tilmed sikret sig en option for et år yderligere. Det skriver den engelske fodboldklub tirsdag på sin hjemmeside.

I den forgangne sæson spillede Nørgaard 42 kampe for Brentford i den næstbedste engelske række.

Brentford var meget tæt på at rykke op i Premier League efter playoffkampe, men det lykkedes ikke.

Det endte med et Brentford-nederlag på 1-2 efter forlænget spilletid i playoff-finalen mod Fulham på Wembley.

Brentford-træner Thomas Frank er meget tilfreds med, at Nørgaard forlænger sit ophold.

- For mig er han en af de bedste midtbanespillere i rækken og var den manglende brik i vores puslespil, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

- Han får holdet til at klikke og gør spillerne omkring sig bedre. Defensivt er han så vigtig for os i duellerne, presspillet og organisationen på holdet.

- Han kan også lave afleveringer, der hjælper os med at diktere og dominere spillet. Man kan se, at hans arbejdsmoral, mentalitet og lederskab vokser dag for dag, siger han.

Nørgaard skiftede sidste sommer fra Fiorentina, hvor det kneb med at få spilletid, til Brentford.

Thomas Frank kender Nørgaard indgående fra sin tid som cheftræner i Brøndby fra 2013 til 2016.

Nørgaard spillede i fem sæsoner i Brøndby fra 2013 til 2018 inden skiftet til Fiorentina.

Nørgaards tidligere aftale, som han underskrev i sommeren 2019, løb frem til sommeren 2023 med option på et år mere.

Dermed er der tale om en etårig forlængelse af den tidligere aftale.