Brian Holm: Ny VM-disciplin er cyklings svar på bagedysten
Brian Holm sammenligner en ny VM-disciplin, hvor mænd og kvinder skal køre på samme hold, med DR's underholdningsprogram "Den Store Bagedyst". (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Disciplinen "Team time trial mixed relay" er et underligt påfund, mener Brian Holm før disciplinens VM-debut.
Søndag ser en ny disciplin chancen ved VM i cykling, når der skal køres holdtidskørsel for blandede køn som en stafet. Det er første gang, at mænd og kvinder på samme hold skal kæmpe om VM-metal.
Den i alt 28 kilometer lange rute i engelske Harrogate er delt op i to. Hvert land stiller med tre mandlige og tre kvindelige ryttere.
Først skal de tre mænd ud på ruten, og når de to hurtigste af dem har tilbagelagt 14 kilometer, bliver de tre kvinder sendt ud på den sidste halvdel af ruten. Uret standses, når de første to kvinder har passeret målstregen.
Disciplinen er opfundet og indført af Den Internationale Cykelunion (UCI) for at få mere fokus på ligestilling.
Brian Holm, der er nuværende sportsdirektør hos Quick-Step og tidligere professionel cykelrytter, er dog langt fra begejstret for det nye konkurrenceformat. Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.
- Det her er noget af det underligste, jeg nogensinde har hørt om. Man kunne have lavet det smukkeste holdløb som i gamle dage med en distance på op til 100 kilometer, hvor der var prestige i at vinde - både for mændene og kvinderne.
- Men det skal da ikke være et stafetløb. Det er ikke en del af cykelsportens dna. Det er mere til dem, der ellers ville se "Den Store Bagedyst", siger Brian Holm til avisen.
Mere positiv er Martin Toft Madsen, der en af de seks danske deltagere i disciplinen.
- Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, og jeg vil gerne være med til at få sat det godt i gang, siger han til Jyllands-Posten.
Foruden Martin Toft Madsen består det danske hold af Christoffer Lisson, Julius Johansen, Pernille Mathiesen, Julie Leth og Louise Norman Hansen.
Det første hold kører ud på ruten i Harrogate klokken 14.10 dansk tid, mens det sidste hold sendes afsted klokken 16.04, skriver VM-arrangøren på sin hjemmeside. Det forventes at tage lidt over en halv time for holdene at tilbagelægge de 28 kilometer.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet