Brian Holm-rytter snyder Lars Bak for etapesejr
Foto: Jacky Naegelen /Scanpix
Jacky Naegelen /Scanpix
Lars Bak gjorde som lovet et forsøg på at køre med om sejren på 14. etape af Tour de France, men desværre lykkedes det ikke Bak at sikre en dansk triumf.
Sejren gik i stedet til italienske Matteo Trentin (Omega Pharma-Quick-Step), der var stærkest i en hæsblæsende finale.
Julien Simon (Sojasun) åbnede finalen 15 kilometer før målstregen i Lyon og fik slået et pænt hul på 20 sekunder til Bak og de øvrige udbrydere. Det lykkedes at indhente Simon, og undervejs fik Lars Bak rykket et par gange.
Da alle var samlet på opløbsstrækningen, havde danskeren dog ikke kræfter til at true Matteo Trentin, der har Brian Holm som sportsdirektør. Det endte med en sjetteplads til Lars Bak.
Etapen var knapt skudt i gang, før danskeren gik i udbrud sammen med Jens Voigt (Radioshack) og Blel Kadri (AG2R), og de fik lidt senere selskab af Arthur Vichot (FDJ) og Christophe Le Mével (Cofidis).
Efter godt 20 kilometer havde kvintetten slået et hul på 50 sekunder ned til hovedfeltet.
Der blev dog kæmpet hårdt bagude for at indhente udbryderne, og efter kort tid valgte Christophe Le Mével at lade sig opsluge af hovedfeltet.
På nogenlunde samme tidspunkt stak 14 ryttere - blandt dem Tejay van Garderen (BMC), Andrew Talansky (Garmin), David Millar (Garmin), Jan Bakelants (Radioshack) og Matteo Trentin - af sted fra feltet, og lidt senere nåede den store gruppe op til Lars Baks udbrydergruppe.
Efter små 80 af lørdagens 191 kilometer havde Lars Bak og de 17 øvrige udbrydere et forspring på 40 sekunder til feltet. Til sidst valgte sprinterholdene at droppe forfølgelsen og afstanden til forfølgerne nåede på et tidspunkt op på seks minutter.
I klassementet skete der ikke nogen forskydninger og Chris Froome (Sky) sidder fortsat sikkert i den gule førertrøje.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde