Brian Holm: Tvivlen vil altid forfølge Rolf

Dopingrygterne vil altid forfølge den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener hans tidligere cykelkollega Brian Holm, som i dag er sportsdirektør hos Omega Pharma-Quick Step-holdet.

- Nu ligger presset på Rolf Sørensen, og selv om han rider stormen af igen, vil tvivlen vende tilbage med jævne mellemrum. Den vil forfølge ham altid, siger Brian Holm til Ekstra Bladet.

Rolf Sørensen blev for få dage siden kaldt til samtale af sin arbejdsgiver TV2, hvor han fungerer som ekspertkommentator under blandt andet Tour de France.

Efter den seneste tids afsløringer af massivt dopingmisbrug på Lance Armstrongs US Postal-hold og fratagelsen af amerikanerens syv Tour-sejre, kom Rolf Sørensen igen til debat.

Som den eneste af 1990'ernes store danske ryttere, herunder Bjarne Riis, Jesper Skibby og førnævnte Brian Holm, har Rolf Sørensen afvist at have dopet sig i sin karriere.

Brian Holm opfordrer landsmanden til at stå frem, hvis han har noget at skjule.

Holm kom selv ud i en mediestorm, da han tilstod sin brug af doping, men bagefter havde han det bedre.

- Da stormen så havde lagt sig, var der pludselig ingen, der var efter mig mere. Det var en kæmpe befrielse, siger Brian Holm.

- Pludselig kunne jeg have en mening om doping, og jeg kunne være med i diskussioner om emnet i stedet for bare at stå og kigge ned i gulvet, siger han.

/ritzau/