Brian Steen fyret i AGF: Fratræder øjeblikkeligt
Nedrykning nummer tre på otte år kostede mandag Brian Steen Nielsen jobbet som sportschef i fodboldklubben AGF.
Klubben meddeler, at den tidligere landsholdsspiller med øjeblikkelig virkning fratræder jobbet i klubben, der søndag endegyldigt rykkede ud af Superligaen.
Det er tredje gang på otte år, aarhusianerne må en tur ned i den næstbedste fodboldrække.
Dermed er Brian Steen Nielsen nu fortid i klubben, som han kom til i 2002 som aktiv. Han spillede for aarhusianerne indtil 2004 og blev i 2005 sportsdirektør.
Brian Steen Nielsen har på det seneste understreget, at han ikke ville sige op og forlade jobbet af egen fri vilje. Nu tog ledelsen i klubben altså beslutningen om, at der skal nye kræfter til.
AGF melder i fondsbørsmeddelelsen ud, at administrerende direktør Jan Christensen selv har sagt op, direktøren fortsætter dog i jobbet, indtil en ny ledelse tiltræder.
Brian Steen Nielsen stopper med det samme.
Sportsligt sluttede AGF elendigt af, og bortset fra tre point vundet på skrivebordet på grund af Viborgs brug af en ulovlig spiller mod AGF tidligere på sæsonen lykkedes det ikke AGF at hente et eneste point i sæsonens sidste 11 runder.
Det lykkedes således ikke for den vikarierende cheftræner Jesper Fredberg at løfte holdet efter fyringen af Peter Sørensen i slutningen af februar.
Der er på det seneste spekuleret meget i, om Jesper Fredberg skal fyres, selv siger op eller fortsætter i klubben som træner eller i en anden rolle.
AGF melder intet ud om Fredberg i mandagens fondsbørsmeddelelse.
AGF rykkede også ud af Superligaen i både 2006 og 2010. I begge tilfælde lykkedes det AGF at rykke op igen i første forsøg.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub