Brighton-japaner sender Liverpool ud af FA Cuppen
Kaoru Mitoma jubler over sin scoring til 2-1 i overtiden. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Liverpool slider i Premier League, og søndag blev Jürgen Klopps mandskab også sendt ud af FA Cuppen.
Brighton sendte søndag Liverpool ud af FA Cuppen efter en afgørelse i overtiden.
Japanske Kaoru Mitoma sørgede for en 2-1-sejr til værterne fra Brighton, der dermed er videre til ottendedelsfinalerne.
To minutter inde i overtiden modtog Mitoma et indlæg inde foran mål. Her snød han først et par Liverpool-forsvarere, inden han hamrede bolden op i nettaget og skabte vild jubel på tribunerne.
Det er anden gang i træk, at Brighton driller Jürgen Klopps Liverpool-mandskab, der i sidste sæson vandt FA Cuppen. For blot to uger siden vandt holdet fra den engelske sydkyst med 3-0 over Liverpool i Premier League.
Gæsterne fra Liverpool fik ellers en fin start søndag eftermiddag, da de tog føringen efter en halv times spil ved angrebstalentet Harvey Elliott.
Den 19-årige Liverpool-angriber modtog en stikning inde i hjemmeholdets felt fra stjernen Mohamed Salah og sparkede bolden forbi Jason Steele i Brighton-målet.
Keeperen fik godt nok benet på skuddet, men det var ikke nok til at hindre 1-0-scoringen til Liverpool.
Brighton svarede igen ti minutter senere, efter at Liverpool-forsvaret forærede bolden til Tariq Lamptey, der forsøgte sig med et langskud. Det blev afrettet af Lewis Dunk, der derfor blev tilskrevet udligningen til 1-1.
Kampen bølgede frem og tilbage mellem de to mandskaber, inden den 25-årige japaner Kaoru Mitoma slog til i overtiden.
Liverpool er inde i en skidt periode, efter at holdet i flere sæsoner har kæmpet med i toppen af engelsk fodbold. Klopps mandskab er placeret midt i Premier League-tabellen med 29 point for 19 kampe.
Liverpool er dog fortsat med i Champions League, hvor holdet står over for spanske Real Madrid om godt tre uger i ottendedelsfinalerne i det første af to opgør mellem de to klubber.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet