Brighton slagter Wolves i sin største Premier League-sejr
Brighton vandt med hele 6-0 over Wolverhampton. Foto: Toby Melville/Reuters
Brighton slog Wolverhampton 6-0, mens Brentford vandt efter sent comeback mod Nottingham Forest.
Brighton hentede lørdag sin største sejr nogensinde i den bedste engelske fodboldrække.
Det skete på hjemmebane, hvor Wolverhampton blev slagtet med hele 6-0.
Brighton havde tidligere sejren på 4-0 over Manchester United fra sidste år som sin største Premier League-sejr, men lørdag blev det altså tenniscifre for Brighton, der allerede ved pausen førte med 4-0.
Deniz Undav, Pascal Gross og Danny Welbeck delte målene imellem sig, da de alle blev noteret for to scoringer.
Brighton ligger nummer otte i ligaen foran Brentford, der lørdag vandt med 2-1 hjemme over Nottingham Forest.
Mikkel Damsgaard og Mathias Jensen startede inde for Brentford, men begge var skiftet ud, da holdet i de sidste ti minutter vendte 0-1 til 2-1.
Det blev 1-1, da Ivan Toney med ti minutter tilbage udlignede direkte på frispark, og dybt inde i tillægstiden scorede Josh Dasilva sejrsmålet.
På det tidspunkt havde Thomas Frank ikke en eneste af sine danske spillere på banen, hvilket er lidt af et særsyn.
Nottingham holder sig trods nederlaget et point over nedrykningsstregen, men holdet ryger ned under stregen mandag aften, når Leicester og Everton har mødt hinanden i rundens bundbrag.
Tidligere lørdag fik Joachim Andersen fuld spilletid for Crystal Palace, der hjemme slog West Ham med 4-3 i et målorgie.
Andersen udgik ellers af den seneste kamp, men var altså klar igen til lørdagens London-opgør.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde