Brite snød Riis for bryllupsgave

Briten Jeremy Hunt sørgede for, at Team Saxo Bank ikke fik den fjerde sejr i træk i Post Danmark Rundt. Samtidig snød han Bjarne Riis for en bryllupsgave.

For første gang i dette års Post Danmark Rundt blev en etape ikke vundet af en rytter fra Team Saxo Bank, og dermed fik holdejer Bjarne Riis ingen sejr på dagen, hvor han bliver gift.
Efter tre etapesejre på stribe var lørdagens 4. etape skidt for Saxo Bank, eftersom briten Jeremy Hunt fra Cervélo vandt etapen som afslutning på et udbrud over cirka 70 kilometer på den 110 kilometer lange etape fra Korsør til Køge.
Hunt, som i spurten besejrede danske Daniel Foder fra Team Concordia-Vesthimmerland, havde ud over Foder selskab i et udbrud af holdkammeraten Roger Hammond og danske Morten Voss Christiansen fra Blue Water. Kvartetten opbyggede et forspring, der på et tidspunkt var på mere end fire minutter, hvilket ville have sendt Roger Hammond i den gule førertrøje.
Mod slutningen kørte hovedfeltet dog ind på udbryderne anført af Team Saxo Bank, så tidstabet blev begrænset til halvandet minut, og dermed kan Saxo Banks Jakob Fuglsang fortsat iføre sig førertrøjen.
Senere lørdag skal rytterne køre 5. etape, en 15,5 kilometer enkeltstart omkring Roskilde. Her vil det samlede klassement med meget stor sandsynlighed falde på plads inden søndagens afsluttende etape, der slutter på Frederiksberg Allé i København.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret